Plader

Silver Falls: We All Have to Breathe EP

Skrevet af Theis Ørntoft

Det danske soloprojekt Silver Falls debuterer med ep’en We All Have to Breathe. Den blide electronica klinger af poesi og følsomhed, men inspirationskilderne træder for tydeligt frem, og kompositionerne er for stillestående til at holde ensformigheden væk.

Silver Falls er identisk med danske Jakob Fjordside Kristiansen, og navnet skal fremmane skønhed og eftertænksomhed på lytterens nethinde. De seks skæringer på debut-ep’en We All Have to Breathe lader heller ikke megen tvivl tilbage om, at dette er et projekt båret i skrøbelige hænder. Den sentimentale nerve strømmer gennem musikken, fra det sekund åbneren “1977” fader op med bløde synth-pads og forsigtige Rhodes-anslag, og lige indtil “The Second Scent” lukker ballet med lys mandevokal og klikkende programmeringer.

Silver Falls spiller sørgmodig, elektronisk popmusik, der trækker alle de mest oplagte elementer til sig: en repeterende akkordrundgang, lidt hvirvlende synth i baggrunden, lidt klikkende beats, små klaverfigurer. Af og til trækker Kristiansen, lettere umotiveret, samples fra fjernsyn eller radio indover for at indikere en eller anden form for alvor eller betydningsfuldhed. Men det virker postuleret og ret sentimentalt, og musikken ville være bedre tjent uden.

Sangene udvikler sig sjældent fra det sted, de startede, men holder sig i stedet inden for dén rimelig fortærskede tradition i electronicaen, at musikken bygges op af rundgange, altså arbejder med cirkulære former frem for mere udviklende forløb, der bringer lytteren og musikken til et andet sted end udgangspunktet. Der tilsættes ganske vist element på element, som sangene skrider fremad, men set fra oven står de bomstille, og universet er tegnet i de samme klassiske farver fra start til slut, hvilket hurtigt bliver forudsigeligt.

Silver Falls altoverskyggende inspirationskilde, The Album Leaf, skinner tydeligt igennem, og ofte er det sågar de samme virtuelle instrumenter, der bliver gjort brug af. I “Walking (The Right Choice)” lyder det nærmest som et decideret plagiat; den eneste forskel er bare, at Silver Falls’ programmeringer ikke er nær så gode som det amerikanske forbilledes (som faktisk heller ikke er noget at gå i ekstase over), og resultatet er desværre en kende ferskt.

Desværre, fordi der er noget umådelig sympatisk over Silver Falls og den følsomme melankoli, der hviler over sangene. Fra tid til anden går tingene da også op, og der utvivlsomt et talent for genren til stede – men inspirationskilderne spøger for ofte, og set i lyset af den uoverskuelige mængde af lige præcis den her slags musik på verdensplan, skal der ændres en del i Silver Falls’ univers, hvis en større lyttergruppe skal spidse øre. Musikken ville nyde godt af nogen flere og andre inspirationskilder, en mere smadret lyd-bank på computeren og færre cirkulære arrangementer. Intentionen og talentet er til stede, men bliver ikke forløst i denne omgang.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat