Nyheder

Taxi Taxi! krydser Øresund igen og igen

Da undertegnede så Taxi Taxi! live i slutningen af juli, var der intet som helst, der ville lykkes for de to tvillinger. Det parisiske spillested blev mere og mere affolket for hver sang i deres set, og det kneb også med at huske tekster og akkorder. Det var derfor svært ikke at tænke, at det måske var gået lige rigeligt stærkt med at få sendt de to udenlands, for de så noget forladte ud oppe i scenelyset.

Det har heldigvis ikke afskrækket Miriam og Johanna Berhan helt fra at forlade Sverige, og i løbet af den næste måneds tid spiller de ikke mindre end tre koncerter i Danmark. Og Paris-sammenbrud eller ej – det kan sagtens vise at blive nogle fine shows, for deres Roskilde-koncert i sommer var ikke ueffen.

De tre shows i Danmark bliver ikke mindre interessante af, at Taxi Taxi! følges ad med labelkammeraterne i Choir of Young Believers. Deres Roskilde-optræden smagte i al fald af mere – og det kan man så passende skaffe sig ved dobbeltkoncerterne, der foregår hér:

12. oktober – Københavns Bymuseum
13. oktober – Pakhuset, Århus
1. november – Loppen, København

Leave a Reply