Plader

Tiny Vipers: Hands Across the Void

Skrevet af Cæcilie Jessen

Jesy Fortino står på promo-udgaven af sin debutplade og kigger op mod et nøgent træ i gråvejr. Sådan lyder også pladen; en guitarbåren enkelhed båret gennem mørke af feminin skrøbelighed. Det er lige så godt, som det er set før – og hvem bekymrer sig så om sidstnævnte?

Jesy Fortino starter blødt ud. Guitaren svøber Seattle-sangerindens vokal ind i langsomme, monotone anslag, indtil en mere skærende, Cat Power-agtig andenstemme sætter ind. Det er de tre elementer, som udgør hoveddelen af Tiny Vipers officielle debutplade Hands Across the Void.
Det er en på alle måder lille plade. Der er syv skæringer, i alt 42 minutter, og instrumenteringen er som nævnt begrænset til et minimum. Det er sådan en plade, man kryber sammen til, mens rummet lukker sig ind omkring én og bliver småt.

I “On This Side” går det vildere for sig. Fortino breder sin stemme ud, den er nu mere tyktflydende, og hun kaster sig ud i vokale knæk og nasal-sang, der minder én om Joanna Newsom (men det er helt i orden, for ingen kan vel sådan tage patent). Også instrumenteringen udvides nu med mere fylde og klang og breder sig ud. Det er et solidt andetnummer med sit lille brud med det første; det viser lidt mere end det første uden at fortabe sig i iveren efter at udvide lydbilledet.

Fortino synger om solopgang i tredje skæring, og ligeledes gør musikken. Igen er der skrøbelige anslag, og vi kan høre fingrene glide på strengene, for Fortino sidder lige ved siden af dig og synger stille ind i dit øre. »Take the colours away,« og man må krybe lidt mere sammen, og endnu lidt, da harmonien skærer ind til éns ben. Man tør knap trække vejret.

Tiny Vipers bevæger sig videre, og der kommer støj på fjerde skæring. Det skærer endnu mere, men det klæder ikke udtrykket. Det virker unødvendigt, når den knugende fornemmelse er så fint udtalt i det stille og skrøbelige på resten af pladen. Det må være ment som et klimaks, men virker som et fald til noget letkøbt.

Det gør ikke ondt hele tiden. I den smukke “Shipwreck” synger Fortino: »We know that life is beautiful though surreal at times / though surreal at times / it’s still worth living.« Der er lidt lys, og det er hjerteskærende. Coverbilledet rammer pladen rigtigt ind; det smukke, uhyggelige mørke, den tunge sø og det tunge bjerg, og personen midt i søen med lidt lys. Der er dvælen ved det tunge og det små, men der er lidt lys.

Der bliver følt meget på guitaren. Lidt slåen an, lidt famlende, som lofi-singer/songwriter-folk ofte er. Fortino synger om »the saddest tempo« i den dystre “Swastika”, og hun har så ret. Hun synger så dybt på nummeret, at hun næsten ikke kan nå.

Afsluttende synger Jesse Fortino »down, down, down.« Det er dén vej, pladen går. Den er lige så blå som sit cover. Det er nær afgrunden, men lidt håb er der; der er Hands Across the Void.
Ser man bort fra det ene støjudbrud, er pladen helstøbt. Måske er det dét, der gør, at den ikke når til tops i bedømmelsen; Hands Across the Void er en lige så god plade som de andre gode plader af samme skuffe. På den anden side set, så har jeg engang spist kage hver dag i et helt skoleår, og glæden ved det var lige stor hver gang.

★★★★☆☆

Tiny Vipers: Campfire Resemblance
[audio:http://subpop.com/assets/audio/3407.mp3]

Leave a Reply