Plader

Voxtrot: s.t.

Skrevet af Camilla Grausen

Når jeg forestiller mig et band fra Texas, er det støvet country med sydstatsaccent og cowboyhat, der umiddelbart starter på det indre stereoanlæg. Da jeg satte texanske Voxtrots selvbetitlede debut på, var det imidlertid slet ikke den lyd, der mødte mig. På det musikalske verdenskort skal Voxtrot snarere placeres i London. Bandets lyd er i al fald ikke ulig den, man kender fra britiske bands som Maxïmo Park og Razorlight.

Voxtrot giver selv en “Introduction” med albummets første nummer: en rimelig dækkende smagsprøve på, hvad Voxtrot har at byde på. Lyttervenlig pop/rock med sporadisk brug af klaver og strygere samt frontmand Ramesh Srivastavas bløde stemme, der af og til bliver skinger, når desperationen eller entusiasmen stiger.

Voxtrot folder sig ud og lader energien strømme i “Kid Gloves”, hvor intensiteten er i top hos trommerne og guitarerne. Det samme gælder vokalen, hvor Srivastava insisterer på, at der skal ske noget: »Cheer me up, cheer me up, I’m a miserable fuck«. Tempoet er godt, og nummeret er albummets bedste skæring.

Generelt er det de livlige numre, der fungerer bedst for Voxtrot. Den dunkende bas og det melodiske omkvæd i “Firecracker”, den fandenivoldske energi i Libertines-stil i “Brother in Conflict”, hvor omkædet dog lyder lidt fladt og skuffer i forhold til resten af nummeret. Fra denne afdeling af numre er der en del gode øjeblikke imellem.

Desværre går andre numre for meget på autopilot. “Easy” og “The Future Pt.” er lidt for banale og forudsigelige, og sidstnævnte lyder som et af Travis’ mere kedelige numre. Albummets næstsidste suk er det eneste rigtigt stille nummer – “Real Live Version”. Det er en køn ballade, men igen lidt kedelig og for meget ‘klassisk ballade’ med klaver, strygere og Srivastava, der forsøger sig med de allerhøjeste toner.

Albummet skal dog ikke afrundes med ømme toner, og de pulserende trommer er tilbage på “Blood Red Blood”, hvor lidt blæsere tilføjes. De kunne have givet et kraftigt løft til bandets lyd, men nøjes desværre med nogle lidt forkølede baggrundstrut.

Lyden på Voxtrot er for så vidt moden, for man kan godt høre, at bandet ikke er helt grønne. Med tre ep’er i ryggen har de med første fuldlængde-forsøg ønsket at imponere og få en bred lyd. Det lykkes ikke helt, men albummet er en gedigen debut, hvor det dog lyder, som om der er nogle idéer, der ikke er blevet realiseret helt. Desuden er der nogle steder, hvor bandet springer over, hvor gærdet er lavest og følger en lidt for ofte hørt rockformel.

Spørgsmålet er så bare, hvad bandet skal gøre for at forbedre sig til næste gang? Ramesh Srivastava har selv et bud: »I have to loose my idols to find my voice,« synger han i al fald i “Brother in Conflict”. Voxtrots lyd er ikke plagiat, men bestemt heller ikke unik. Så måske er det dét, der skal til.

★★★½☆☆

Deltag i debat