Plader

Wrong Side of Vegas: Dirty Jobs

Nogle bands finder ind til urkraften i rock’n’roll, mens andre blot ramler ind i lutter klichéer. Dette odenseanske band er resultatet af sidstnævnte, og derfor er de desværre mere tilforladelige end farlige.

I filosofiens verden jagter filosoffen den store sandhed, vel vidende at han aldrig vil nå kernen. Alligevel opbygger han store systemer i håbet om at udtrykke en flig af sandheden.
I rock’n’roll-filosofien lykkedes det et band at ramme den gyldne åre med et spadestik, der fortsat giver genlyd i dag. De hedder The Stooges. Ingen regnede med, at The Stooges på deres plade The Weirdness fra i år kunne gentage noget af den guddommelige vildskab fra deres tidlige plader. På samme måde regner de færreste med, at nutidige rock’n’roll-bands kan gentage The Stooges’ mesterstykke.

Alligevel har rock’n’roll fortsat en relevans i dag. Universet er mytisk, umiddelbart og kropsligt – men den store faldgrube er de klichéer, der florerer i hobevis i det univers.
Dem er odenseanske Wrong Side of Vegas faldet lige lukt ned i. Navnet alene peger mod noget farligt og glamourøst. Fair nok. Men tag så coveret: i forgrunden et par kvindeben i forrevne stockings, som de fire hårde bananer bagved kigger ud mellem. Er det rock’n’roll? Det vil i hvert fald gerne være det!

I løbet af de fem sange på Dirty Jobs kaster Wrong Side of Vegas guitarriffs i grams, ryster tamburiner og hamrer på koklokker, mens vokalen vrænger om at fare fremad for fuld fart, at få flået hjertet ud eller at knække halsen. Ja-ja, det handler egentlig ikke om så meget andet end energien. Bandet sveder gennem alle numre, hvor tiden er for knap til at sænke tempoet.

Og selv om hele affæren lyder, som om det kører derudaf, kommer det faktisk aldrig rigtig ud. Hvor bandet gerne vil lyde som de farlige unge mænd, lyder de mest af alt som en flok rockdilettanter med et tilforladeligt udtryk i lommen.

Bevares, Morten Christensen gør faktisk et hæderligt indtryk på vokalfronten, og Dirty Jobs formår da også at brænde lidt energi ud gennem højtalerne. Men i det store hele er det en lille stikflamme på lånt brændstof. Rock’n’roll må gerne være farlig, men noget af det farligste er at lyde som den store middelmådige masse.

Når man bemærker Wrong Side of Vegas mest, er det, når deres riff i “Don’t Rip My Dead Heart” lyder som et lån fra The Hives’ “Hate to Say I Told You So”. Resten har det med at flyde sammen og ikke gøre det store væsen af sig.

Wrong Side of Vegas mangler at finde deres eget ståsted. Hvis de fortsætter ud ad rock’n’roll-vejen, kommer de til at kæmpe en brav kamp mod klichéerne.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat