Koncerter

Animal Collective, 17.10.07, Loppen, København

Animal Collective sprængte alle genrerammer i småstykker på Loppen, og deres ustyrligt energiske arbejde med at sætte stumperne sammen i nye mønstre gav en fantastisk live-oplevelse, der talte til både krop og sjæl. Særdeles stærkt – også selv om et kvarters spilletid mindre ikke ville have skadet.

Man siger så tit om musik, at man kan svømme væk i det, men onsdag aften på Loppen var der virkelig noget om snakken. Godt nok var langt det meste af Animal Collectives (lige vel lange) halvanden times show præget af repetitive rytmemønstre af den særdeles kropslige slags, men de helt store øjeblikke opstod, når de tre amerikanere skruede lidt ned for intensiteten og lod energien ligge og ulme i baggrunden – for så pludselig at slippe den løs igen.

På den konto var “Chores” et af de absolutte højdepunkter. Sangen åbnede med en veritabel sø af skyllende guitaranslag, der gled ind over hinanden på kryds og tværs. Selv om der lå et stædigt beat neden under det krusede guitarvandspejl, var lydbilledet så udsvævende, at det skyllede tankerne ud af hovedet og lod hjernens irgange stå åbne, så musikken kunne trænge dybt, dybt ind og omfavne éns inderste. Og pludselig, mens guitarklangene susede rundt derinde, detonerede nummeret med smældende bækkener og skrig.

Netop den type diametrale skift, der virkelig flår i éns følelser – her et øjeblikkeligt skift fra indadvendthed til en udadvendt eksplosion, i andre numre bratte overgange fra dunkende minimalistiske technolydlandskaber til blomstrende popsange med altomsluttende vokalharmonier – kan Animal Collective efterhånden udføre til perfektion, når de spiller live. Så der var ikke behov for at anstrenge sig for at fange eller forstå musikken – både de smittende energiudladninger såsom “Peacebone” med den hoppende, elastiske bund og de lidt mere afdæmpede, men stadig overdådigt stærke melodimirakler som “Leaf House” fra Sung Tongs strålede af umiddelbarhed og nærvær.

Og det gjorde de tre på scenen også. De har spillet så mange koncerter med det nuværende set-up, hvor Avey Tares guitar og to decimerede trommesæt er det eneste supplement til det elektroniske udstyr, at de ikke behøvede kommunikere ret meget undervejs. Til gengæld lyste glæden ved at spille ud af især Avey Tare, der konstant bevægede sig i abrupte hop med et stort smil, mens Panda Bear dybt koncentreret holdt ansigtet i alvorlige folder og øjnene lukkede.

Men derinde bag øjenlågene må han kunne se vidunderlige ting. I hvert fald var det utroligt at høre, hvor himmelsk rent han næsten hele vejen igennem ramte sine høje, lyse Brian Wilson-agtige vokalmelodier – uanset hvor højt bølgerne ellers gik i det til tider kaotiske lydbillede, hvor vokalsamplinger, synthtoner og ekkoeffekter blev hvirvlet rundt. Og også hvad angik vokalerne, benyttede Animal Collective sig med stor effekt af kontraster – her mellem Panda Bears fintfølende skønhed og Avey Tares meget mere krogede, viltre stemme.

På papiret burde det ikke kunne lade sig gøre at blande en repetitivt kværnende techno-bund med psykedelisk pop, men i disse år er det, som om Animal Collective har Midas-hænder. For det lader sig gøre. Godt nok blev anden halvdel af koncerten lidt for lang i spyttet, men popguldåren løb aldrig tør. Og et formidabelt eksempel på anmelderyndlingenes gyldne fingre var den perfekte sammensmeltning af “Fireworks” fra den nye plade, Strawberry Jam, og det gamle nummer “Essplode”, som blev lagt ind midtvejs og lød, som om det altid havde ligget dér.

“Fireworks” lukkede helt afdæmpet, og det virkede som lidt af et antiklimaks efter en koncert, hvor den legesyge energi havde udstukket kursen. Derfor var det helt på sin plads, at der blev plads til et par ekstranumre, som sluttede med en infernalsk larmende udgave af “We Tigers”. Avey Tare lukkede nummeret ved at tæske så hårdt på sine bækkener, at lysshowet ikke længere var alene om at få det til at flimre for øjnene. En passende afrunding på en koncert, der demonstrerede, at Animal Collective fortsat mestrer den svære kunst at sætte kroppen i bevægelse, samtidig med at musikken ormer sig langt ind i éns bevidsthed og sprænger enhver forudopfattelse af, hvad popmusik er i det 21. århundrede, i stumper og stykker.

★★★★★½

Deltag i debat