Plader

Broken Social Scene Presents: Kevin Drew: Spirit If…

Skrevet af Mikkel Arre

Godt nok er det her en soloplade fra Kevin Drew. Men som pladetitlen antyder, har han ikke sluppet forbindelsen til sit band Broken Social Scene. De skramlede indierocksange minder klart om kollektivets, men der er en ny, tiltalende klarhed over Drews udtryk.

Broken Social Scenes plader har som oftest givet det indtryk, at dagene i studiet har været én stor banegård af menneskemylder. Masser af baggrundsstemmer og lag på lag af støj & skrig har forlenet musikken med fornemmelsen af nærmest utæmmelig virkelyst. På 2005-albummet, der bar kollektivets navn, hæmmede det tungt belæssede lydbillede sangene en hel del. Det var, som om melodierne ikke kunne trække vejret og derfor ikke rigtig kunne gøre sig gældende.

Derfor giver starten på Broken Social Scene-sangeren og -drivkraften Kevin Drews solodebut bange anelser – som heldigvis er helt misvisende. For efter et par minutter falder det buldrende kaos med skinger vokal og konstante bækkenbrag til ro, og hen over strygere og blide Fender Rhodes-toner hører man forpustet vejrtrækning. Det er meget betegnende, for det meste af de næste 63 minutter virker som et pusterum for Drew. I åbningsnummeret bruger han det til at ende med at spille godmodigt rullende folk med forsagte blæsertoner underneden, mens “Tbtf” er et endnu stærkere eksempel på de fremtrædende kvaliteter ved Spirit If….

Her er lydbilledet nedbarberet, men der er stadig godt drev. Det er karakteristisk nok ikke trommerne, men de akustiske guitarakkorder, der skubber den lyse, friske melodi fremad, mens sparsomme klaverstrejf antyder en vis melankoli. Den genfinder man også i omkvædets paradoksale konstatering »you are too beautiful to fuck«. Linjen gentages med så fængende toner, at man hurtigt kan komme til at gå og småsynge omkvædet for sig selv – med visse pinagtige situationer til følge, hvis der er andre inden for høreradius.

Både “F–cked Up Kid” og “Safety Bricks” er omtrent lige så fine eksempler på, hvordan de smittende hooks, som Broken Social Scene har masser af, men bare ikke altid behandler helt efter fortjeneste, får lov at stå meget klarere. Der er en større lethed i melodierne, og i og med at lydbilledet er mere afdæmpet, på trods af at det meste af Drews band samt en lang række andre gæster har hjulpet til, opstår der smukke kontraster ved hjælp af ganske simple midler. I “Safety Bricks” tyder den roligt opadgående melodi i versene på, at alt er godt, men en enlig hjertestikkende stryger i omkvædet understreger lavmælt, hvordan linjer som »So I want kids with safety bricks / And a car that’s quick / So we can split« fortæller, hvor svært det kan være at turde stole fuldstændig på, at kærligheden varer ved – så man må hellere holde flugtmulighederne åbne.

“Lucky Ones” sparker tempoet i vejret og byder på triumferende, skramlet lofi-rock a la Flaming Lips anno The Soft Bulletin. Men lige så smittende dét er, lige så problematisk er det, at sangen takket være et underligt sløvt soulet C-stykke trækker alt for langt ud. Næsten syv minutter er ganske enkelt for meget, og netop Drews manglende evne til at begrænse sig er den eneste store anke mod Spirit If… – den er til gengæld indiskutabelt stor. 65 minutter bliver til mindst 10 minutter for meget, og eksempelvis havde pladen klaret sig glimrende uden “When It Begins”, hvor der går lige rigeligt meget hippiekollektiv og fællessang i den.

Men når man ser bort fra pladens længde, er der god grund til at hylde Kevin Drew for en soloindsats, der på én gang trækker tydelige tråde til Broken Social Scene og samtidig har et særegent udtryk. Der er en indtagende intimitet over den alt andet end polerede produktion, som f.eks. formidler det rørende skrøbelige i Drews lyse stemme fantastisk fint i “Gang Bang Suicide”. Med akustisk guitar og en afdæmpet basgang som eneste underlag slanger Drews vokal sig op og ned i næsten rutschebaneagtige opstigninger og dyk, og vi kommer helt tæt på stemmens små knæk og ridser. Langsomt dukker en violin og lavmælte trommer til, og nummeret vokser til en vilter finale, hvor muntre melodier modsiges af Drews næsten skingre vokal – en finale, der således bliver et billede på pladens gennemgående tema om, at kærligheden er lys og let og svær og ulideligt tung på én og samme gang.

»Please don’t scratch me out,« synger Drew indtrængende i den forunderlige, drømmende “Bodhi Sappy Weekend”. Det er der ikke den store grund til at frygte, at der er nogen, der vil gøre efter den her plade. Tværtimod slår canadieren sit navn fast med dygtig, varieret sangskrivning, der fører til den bedste plade fra Broken Social Scene-lejren siden gennembrudspladen You Forgot It in People.

★★★★½☆

Deltag i debat