Plader

Efterklang: Parades

Selvhøjtidligheden og legesygen står klar ved ringsiden, når Efterklang som en anden samling super-wrestlere tager livtag med folktronica-genren. Men der er hverken noget forlorent eller vulgært over Efterklang, der endnu en gang har præsteret et sublimt album.

I min bog står Efterklangs debutalbum Tripper fra 2004 som en af de smukkeste, mest helstøbte og mest ambitiøse danske udgivelser i det nye årtusinde, måske nogensinde. Med en blanding af fint knirkende elektronik og storladne arrangementer ramte Efterklang en lyd, der ikke var nogen udenlandske navne underlegen.

Her tre år senere er det blevet tid til opfølgeren Parades, som jeg ikke tøver med at kalde den vigtigste danske udgivelse i år. Og lad det være sagt med det samme; det er også den bedste danske 2007-plade, jeg har lagt ører til.

Stemningen er som på Tripper højstemt. Ja, den er måske endda blevet endnu mere højstemt med marchagtige trommer og kirkekor-lignende sang i mange af numrene. Men en af de ting, der gør Efterklang så fantastiske, er deres sjældne evne til at forene den højstemte stemning med musikalsk legesyge. Det er måske også derfor, at man kan acceptere, ja, ligefrem komme til at holde af sangtitler som “Polygyne”, “Mimeo” og “Illuminant” – også selv om de mest lyder som navnene på finske heavy-bands.

Den mest iørefaldende udvikling er sket, hvad angår tromme- og beatproduktionen. Der er skåret lidt ned på de karakteristiske klikkende og hakkende elektroniske lyde, og til gengæld hældt en hel masse organiske trommer på. Nu er stomp et grimt ord at bruge, men det er faktisk rammende. For dem, der har gået og glædet sig til en ny omgang knas og klik, er der også masser at komme efter, når man lytter lidt nærmere til numrene. Elektronikken spiller bare ikke en helt så fremtrædende rolle længere.

Egentligt er det lidt underligt at fremhæve nogen numre frem for andre på Parades. Det er et af den slags album, der høres bedst fra ende til anden og fortjener, at man gør det. Ikke desto mindre er det værd at pege på “Mirador”, der for alvor definerer definerer albummets lyd – blæsere, strygere, marchtrommer, elektronisk knas, intim og stille sang, pompøs og højstemt sang, vekslende intensitet, og ikke mindst selvhøjtidlighed og legesyge i skøn forening.

“Caravan” skiller sig ud som et af albummets mere uptempo numre. Over fem minutter bevæger sangen sig af sted med varierende intensitet fra den buldrende start med marchtrommer og ildevarslende guitar til den stille, nærmest meditative afslutning. Herimellem er nummeret en kaotisk og alligevel helstøbt blandning af elektronisk lyd, blæsere, strygere, stille sang og nærmest råbende sang.

“Frida Found a Friend” er et eksempel på Efterklangs mere intime side, hvor det fine samspil mellem Casper Clausens og Anna Brønsteds stemmer virkelig kommer til sin ret. Samtidig vidner den brusende guitar- og synthesizerlyd i nummeret om Efterklangs relationer til et band som My Bloody Valentine.

Alt i alt lever Efterklang op til de tårnhøje forventninger, som Tripper berettigede til. At de også formår at udvide lydbilledet, er en dejlig bonus.

★★★★★☆

Lyt til “Cutting Ice to Snow”:
[audio:http://www.efterklang.net/music/Efterklang-Cutting_Ice_To_Snow.mp3]

Om skribenten

Peder Bo Jørgensen

 

Biografi:
Er vokset op i Svendborgs mørke udkant i et klaverløst hjem. I stedet blev musikdriften tilfredstillet af luftguitarspil og lår-tromning til først brormands pladesamling, der blandt andet bød på Pulp, Smashing Pumpkins og Bad Religion, siden til egen samling, der (selvfølgeligt) først var kraftigt influeret af Det Elektriske Barometer. Sidenhen har den også bredt sig tilbage i tiden til 60'ernes beat og singer-songwriters, 70'ernes art rock og 80'ernes new wave og indie.
Bor i København.

 

Hører i øjeblikket:
Electrelane: The Power Out
Islands: Return To The Sea
- Legesyg indiepop i den absolut bedste ende. Koncert på Vega d. 10. februar.
Headlights: Some Racing, Some Stopping
Thin Lizzy: The Boys Are Back In Town
- Old school.
Ryan Adams & The Cardinals: Cardinalogy
- I modsætning til Undertoners anmelder mener jeg, at det nyeste album fra Ryan Adams er aldeles glimrende. Ja, det er til tider skamløst på en lettere stadionrocket måde, men hvad fanden. Den sublime sangskrivning går stadig lige i hjertet.

 

Fem favoritalbums:
Leonard Cohen: Ten New Songs
Electrelane: No Shouts, No Calls
Ryan Adams: Easy Tiger
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Nikolaj Nørlund: Tændstik

Skriv et svar