Plader

The Elephants: s.t.

Indiepoppen er et bredt genrebegreb, og The Elephants gør sig umage for at spænde vidt mellem yderpunkterne. Den danske kvartet har fået pladekontrakt syd for grænsen, og fundamentet for en eksportsucces er i orden – også selv om der er visse vokalmæssige svagheder.

Øver man sig tilstrækkeligt, er der gode chancer for, at man bliver rigtig god til sin metier. Den livsvisdom har den danske kvartet The Elephants taget til sig, og derfor har de trænet en del inden deres første fuldlængde udspil. Det er blevet til en række demoer og ep’er i løbet af de seneste år, og det har vist sig at være den rette træningsplatform. I hvert fald er københavnerne nu kommet indenfor hos det lille tyske indielabel Tapete Records.

Har man snuset til føromtalte ep’er, giver det et ganske godt indtryk af, hvad den selvbetitlede langspiller indeholder. Indtagende popsange med strejf af sommerfriskhed, sensibilitet og catchy omkvæd tilsat en knivspids efterårsmelankoli. Der er masser af musikalsk charme og virile kompositioner i et legesygt lydunivers, hvor man har gjort en del ud af at inddrage forskellige elementer fra lofi, alt.country og surf.

Popsangene flyder let og elegant med små kurver og strømfald, men det løber aldrig løbsk, og specielt Martine Madsen har via sin vokal tag på de bittersøde melodier. Derimod har bandets mandlige sanger, Bjarke Bendtsen, desværre ikke en særlig berigende vokal. Den lidt hæse stemmeføring er tam og kedelig, og der opstår et ulige forhold, når Martine Madsens lillepigecharme binder knuder om de hoppende kompositioner.

Et nummer som “Obvious” er dejligt og ligetil. Mundharpen hvæser som en forlegen kat, mens guitaren driller som garnnøglen uden for rækkevidde, men når omkvædet skal synges, slipper Bendtsen aldrig rigtig ud gennem mikrofonen, og det nærmer sig en halvfalsk skønsang, der muligvis har en skæv charme, men desværre ødelægger lidt af det gode musikalske indtryk, bandet leverer.

Kreativitet og idérigdom er en væsentlig del af The Elephants, og bandet formår at tilføre ikke så få virkemidler, som er med til at give et personligt udtryk – f.eks. brugen af guiro i “Valentines Day” og banjo i “Splinter Song”.

Den gode melodi ligger hele tiden i forgrunden på The Elephants, og producer Morten Bue har gjort et fint stykke arbejde med at forene de rette og skæve vinker til et udtryk, som The Elephants kan kalde deres eget. Et godt eksempel er “New Ark”, hvor lofi-lyd spiller flot sammen med et luftigt og anderledes højtravende omkvæd, hvor guitaren både prikker, tordner og kæler. Det er fint konstrueret, og her har Bjarke Bendtsens vokal ikke samme problemer som i mange af de numre, hvor han skal lede slagets gang.

Den over otte minutter lange “Good Time” er ligeledes dejlig skæv og meget fokuseret på det støjende og på at bygge op mod klimakser. Måske en anelse langtrukket, men Martine Madsens meget høje vokal gør sig virkelig godt, og hun knækker monotonien.

Generelt er det et fint og vældig udmærket debutalbum, The Elephants har udgivet. Legesygen kammer ikke over, og det drømmende udtryk fungerer fint i samarbejdet mellem pop og indie. Der er helt klart mest “California Dreamin'” gemt i sangene, men man aner også lidt inspiration fra Pavement og andre ligesindede. Efter de indledende øvelser er The Elephants for alvor kommet på banen, og det lover godt for fremtiden.

★★★★☆☆

Deltag i debat