Plader

Frog Eyes: Tears of the Valedictorian

Skrevet af Mads Jensen

Der er ikke meget nyt under solen, men Frog Eyes’ seneste udgivelse lægger sig solidt i den populære ende af indierockgenren. Man synes, man har hørt det hele før, men hvis man kan lide bands som Arcade Fire og Modest Mouse, kan man godt få noget ud af Tears of the Valedictorian.

Nu hvor 2007 så småt begynder at nærme sig enden, kan man passende forsøge at lede efter nogle gennemgående tendenser i populærmusikken. Én af dem, der er til at få øje på, er indierockens sejrsgang på hitlisterne. Hvorfor 2007 i dén grad blev indierockens år, kan der være mange bud på, men et faktum er, at bands som Arcade Fire og Modest Mouse pludselig blev hvermandseje. Det samme kan måske blive tilfældet for canadiske Frog Eyes, der endnu mangler sit gennembrud på disse kanter. Men hvis tendensen fortsætter, burde være rig mulighed for, at Frog Eyes kan blive store, for lyden kender vi ud og ind fra ovennævnte.

Frog Eyes’ seneste udspil placerer sig solidt i den populære ende af indierocken. Hvis man er til Modest Mouse og Arcade Fire, går man ikke forgæves, hvis man anskaffer sig Tears of the Valedictorian. Vokalen er det mest fremtrædende i de i øvrigt glimrende melodier. Forsanger Carey Mercers vokal lægger sig også i samme ende som Win Butlers fra Arcade Fire. Den er høj og desperat på en måde, som tvinger lytteren til at stole på ytringerne.

Sangene er rockede, men i begrænset omfang. Man tyr ikke til luftguitaren, men alligevel bliver man revet med af det anstændige tempo, pladen trods alt har. Melodierne er urolige og lyder, som kunne de eksplodere, hvert sekund det skulle være. Man har en fornemmelse af, at det hele er ved at gå ad helvede til, og alligevel ænser man et glimt af håb i sangene. Armbevægelserne er store, Tears of the Valedictorian har ambitioner, og intet tema er for omfattende eller frygtindgydende for kvartetten. Til sammen efterlader det indtrykket af en plade, der har noget på hjerte, og som skal tages alvorligt.

Om end sangene deler et fælles udtryk, er der dog enkelte, der står tydeligere frem end andre. En af dem, der skiller sig positivt ud, er “Reform the Countryside”. Nummeret indledes af en markant stortromme. Kort efter sætter vokalen ind, men stortrommen leverer energien og dynamikken i nummeret hele vejen igennem. Når den ikke er med, venter man på, at den igen kommer og river én ud af stilstanden. Når den er med, føler man, at den leder én videre mod noget bedre.
Mercers desperate halvt råbende, halvt syngende vokal bidrager til dette urolige udtryk. Man føler, man skal væk. Hen til et sted, hvor der er trygt – ja, bare væk. Selv om Mercers tekster til tider er ret kryptiske, kan man dog udlede, at temaet i denne og de andre sange også er netop dette. Der er noget galt, og vi må hellere se at komme væk. Jo hurtigere, jo bedre.

Det altdominerende på albummet er Mercers fantastiske vokal. Det overvejende gode indtryk af pladen er dennes fortjeneste, for størstedelen af melodierne virker både lidt for bekendte og lidt for ens. Så selv om det er godt, føler man, at man gentager sig selv, når man skal beskrive musikken. Det lyder som Bowie, der møder Arcade Fire i Berlin.

Hvis man er gammel Bowie-fan og har dyrket Arcade Fires Neon Bible tidligere på året, kan man hurtigt blive træt af Tears of the Valedictorian. Det er, som om man har hørt den før. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er Frog Eyes, der har kigget Arcade Fire over skulderen. Det kan lige så godt være den anden vej rundt. Pointen er nærmere, at dette er lyden af indierock anno 2007.

★★★★☆☆

Lyt til “Bushels”:
[audio:http://www.absolutelykosher.com/musicfiles/Frog%20Eyes%20-%20Bushels.mp3]

Deltag i debat