Plader

The Go! Team: Proof of Youth

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Som på debuten fortsætter The Go! Team med sin sample-baserede partypop i en energisk halv time. Det er festligt som til en gymnasiefest, men efterfølgende føles det hele ikke så friskt og frejdigt – The Go! Team gentager med andre ord sig selv.

Hvordan kan et band lyde som The Jackson 5, Sonic Youth og Public Enemy på én gang, undrer en anmelder sig, mens han prøver at beskrive lyden af The Go! Team. Det må være et spørgsmål om energisk ungdomssind og en god dosis anarki. Lyden af The Go! Team kan i hvert fald sagtens beskrives som en blanding af netop disse tre bands.

Lad det være sagt med det samme: Der er ikke en “Lady Flash” eller andre numre med så tydeligt hitpotentiale på The Go! Teams opfølger til Thunder, Lightning, Strike fra 2004. Og friskheden er måske også lidt over dato for bandet, der stort set fortsætter, hvor debuten slap. Men festligt og smil-fremkaldende er bandet stadig hen over en god halv time, hvor der både er musikalske tråde til Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi, efterskole-jambands og amerikanerne i Of Montreal.
Mens debuten mere eller mindre var skabt af Ian Parton, der er hjernen bag The Go! Team – bygget op omkring samples og først senere omstruktureret, så numrene kunne spilles live – er Proof of Youth mere en bandpræstation, og det kan høres. Albummet er knapt så samplende, og der fornemmes flere rigtige instrumenter i lydbilledet, som heller ikke er så komprimeret som på Thunder, Lightning, Strike.

Lyden er stadig en smule beskidt og charmerende mudret, og til de fans, der elskede hornene, de klassiske beats og cheerleader-skrigene fra debutalbummert, er der ikke nogen grund til at blive skuffet på den konto. “Doing It Right” lyder som et outtake fra det forrige album, et nummer med et melodisk vers og et råbende omkvæd – eller er det omvendt? Åbneren “Grip Like a Vice” skræmmer heller ikke fans væk med sin rivende, genkendelige motorvejsguitar.

The Go! Team har også fået plads til mere stille numre. Det instrumentelle “My World” lyder som klassikeren “Sweet Home Alabama”. Dispositionsmæssigt ligger nummeret ikke helt rigtigt placeret på albummet efter blot to festlige numre med tempo, og at bandet har valgt at slutte med “Patricia’s Moving Picture”, der snarere lyder som et mellemspil eller en optakt, fungerer heller ikke.

Men ind imellem er der gode og festlige numre. “Fake ID” lyder som gammel indiepunk fra K Records. “Universal Speech” indeholder dele, der vitterlig lyder som strygertemaet fra de tre film over J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre-bøger og er dermed svært at tage alvorligt sin charme til trods. Sammenfald med et andet nummer lider “I Never Needed It Now So Much” også af, for det minder enkelte steder om “Suffer for Fashion” fra Of Montreals seneste album, Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Nummerets lyd rammer ellers perfekt stemningen i et musiklokale på en efterskole, og amatørcharmen er virkelig et plus.

“Keys to the City” er vel albummets bedste nummer. Råbevokalen er voldsomt inciterende, stemningen af skolegårds-sing-along ligger hele tiden i baggrunden som stemningsskabende atmosfære, og hornenes mellemspil er simpelthen rent melodisk genialt skruet sammen. Mod slutningen lægges mellemspillet og korets vers sammen lag på lag, og det fungerer rigtig godt.

Men “Keys to the City” føles lidt alene på albummet, og der er desværre ikke musikalske oplevelser nok på Proof of Youth, som matcher dette nummer. Fest og sjove farver er der masser af, men den historie har bandet allerede fortalt én gang. Derfor er det svært at retfærdiggøre, at man som The Go! Team-fan behøver mere end debutalbummet, der stadig virker originalt og friskt.

★★★½☆☆

Deltag i debat