Plader

PJ Harvey: White Chalk

Skrevet af Camilla Grausen

Less is more for PJ Harvey på hendes ottende album. Endnu en gang har hun lagt stilen om og valgt at vise en ny side af sin musikalske identitet. Denne gang er der ingen vrede guitardrøn, men derimod klaver, falset og spinkle kompositioner. Dystre temaer løber gennem numrene, og resultatet er helt fænomenalt.

PJ Harvey har længe været en af de mest toneangivende og talentfulde i rockverdenen. Men på hendes nye album leder man forgæves efter de vanlige kraftfulde rocknumre. PJ Harvey forstår at udfordre sig selv og prøve kræfter med nye ting. Og når nu hendes forrige album Uh Huh Her fra 2004 var råt og fyldt med vrængende guitarer, er det naturligt for Harvey at gå den modsatte vej.

White Chalk er et helt anderledes album. Stadig er det lyden af Polly Jean Harvey, men med modsat fortegn. Hun er på musikalsk diæt, og albummet er kort (34 minutter) og numrene nøgne. PJ Harvey viser herved en anden skrøbelig side af sig selv. Hun har lært at spille klaver, og på White Chalk, er hendes nye instrument for første gang dominerende. Stemmen og klaveret udgør sammen grundpillen på alle numrene. PJ Harvey synger mange steder i falset, og det lyder ikke altid smukt, men inderligheden i de upolerede høje toner er alligevel gribende.

Lige fra cover-billedets blege hvidklædte kvinde omgivet af mørke, til de første titler (“The Devil”, “Dear Darkness”) og videre ind i selve musikken løber en ulmende uhygge, der stedvis viser sit ansigt. Det spøgelsesagtige i de æterisk spinkle numre, klaverklimten og PJ Harveys til tider sorgfulde vokal, giver små kuldegysninger som f.eks. når hun hviner i “The Mountain”. Hele det skrøbelige, men dystre univers er fængslende. Sørgmodighedens udtryk i klaverets mol-toner og PJ Harveys vokal pirrer nysgerrigheden og lytterens ønske om at nå ind til kernen af smerten og det inderste i de myter, Harvey fremlægger for os som den historiefortæller, hun også er.

Intensiteten på albummet er enorm. PJ Harvey når helt derind, hvor hun kan røre ved sine lyttere. F.eks. formidles savnet så stærkt i “The Piano”, at det kan mærkes langt ind i kroppen, når hun gentager »Oh God, I miss you!« igen og igen i en inderlig hvisken hen over akustisk guitar, dæmpet klaver og Jim Whites dygtigt afstemte trommer. Afsavnet bliver næsten til fysisk smerte.

Albummet består af sarte, men samtidig utroligt stærke numre. Såvel som i vokalen som på klaveret skaber PJ Harvey en yderst bevidst vekselvirkning mellem det sagte, falsetten og de pletvist kraftige anslag. Her hamrer hun i tangenterne eller synger med den råhed, vi normalt kender fra hendes rock-vokaler.

Singlen “When Under Ether” er et af de absolut bedste blandt de sagte numre. Trommerne arbejder som en puls, mens titel og tekst sender tankerne hen på gammeldags operationer, hvor æter blev brugt som bedøvelse. »When under ether / The mind comes alive / But conscious of nothing / But the will to survive,« synger Harvey, og det isner lige så stille ned ad ryggen. Andre af albummets numre tager udgangspunkt i Harveys hjemby, Dorset i England. Her møder sangerinden på White Chalk gamle spøgelser og familiemedlemmer – nulevende, ufødte og afdøde, bl.a. i “Grow Grow Grow”.

Albummet er produceret af Harvey selv i fællesskab med to trofaste venner, Flood og John Parish. Hun har arbejdet sammen med begge før, og det kan høres, at de to herrer kender hende godt og ved, hvordan de skal få hendes særegne udtryk allerbedst frem. Samtidig styrker deres forholdsvist skrabede lydbillede kompositionerne ved at få dem til at stå tydeligt frem.

Med White Chalk er det ikke PJ Harveys intention at lave et storværk, der inkorporerer alle hendes musikalske talenter. Hvor god hun end er, når hun spiller rock, giver det ikke mening at efterlyse de elektriske guitarer. Dét, PJ Harvey kaster sig ud i her, er en helt anden disciplin. White Chalk er et genrealbum – Harveys egen dystre og intense version af klaverbåren singer/songwriter. Derfor er det også meningsløst at sammenligne for meget med hendes øvrige udgivelser. Inden for den disciplin, Polly Jean Harvey nu har kastet sig ud i, er White Chalk fængslende, intenst og ganske enkelt fænomenalt.

★★★★★☆

Deltag i debat