Interview

Jens Lekman – en kontrolfreak slipper tøjlerne

For to år siden kollapsede alt totalt for den svenske indiepopcrooner. Han følte sig forfulgt af usande historier i pressen. Og da der begyndte at gå rygter om, at han var død, mistede han lysten til musik. Men mødet med et japansk kultband gav ham modet til at spille igen – og til at give slip på kontrollen.

Pludselig strejfer Hollywood den gråblege gang, hvor vi sidder. For lige da interviewet er kommet i gang, ringer Kirsten Dunst. Jens Lekman undskylder sig lidt forlegent, men smiler bredt, straks han tager telefonen. Han rejser sig og går lidt væk, så det ikke er til at høre, hvad han siger, men hans latter, der er lige så blid som hans forsigtige håndtryk, er ikke til at tage fejl af. Tidligere på året sagde Dunst til Svenska Dagbladet, at hun var vild med Lekmans musik, og skal man dømme efter den forsagte crooners funklende øjne, er der amoriner i luften.

Eller nej, det er der overhovedet ikke. Der er faktisk ingen, der ringer – men midtvejs i interviewet kigger Lekman indtrængende på mig og beder mig opfinde en historie om ham. Jeg må skrive, lige hvad der passer mig.
“Jeg kan jo alligevel ikke styre, hvad folk siger og skriver om mig, så nu har jeg givet slip. Jeg kan ikke hidse mig op over den slags længere. Det er bare sjovt at se, hvad folk finder på om mig,” siger Lekman. Helt i den ånd har han lukket sin MySpace-side og bedt en ung mand, han tilfældigt mødte via nettet, om at føre den videre, som om intet var hændt. Det sidste er dog ikke lykkedes, og siden ligger død nu.

“Alle ville mig noget ondt”
Sådan at give folk lov til at gøre, hvad de har lyst til, er mildt sagt noget nyt for den 26-årige sangskriver fra Göteborg. I efteråret 2005 skrev han tværtimod en lang belæring på sin hjemmeside henvendt til hele journaliststanden. Hér skar han ud i pap, at enhver, der ville interviewe ham, måtte sende hele interviewet til gennemsyn hos ham, før det blev offentliggjort. Alt skulle være under kontrol.
“Jeg var helt manisk optaget af, at hvert et ord, der blev skrevet om mig, skulle være sandt. Jeg havde opdaget, at der var en masse rygter om mig i omløb, og jeg blev helt paranoid af det. Jeg troede, at alle ville mig noget ondt, og jeg var klar til at sagsøge ethvert medie, der skrev ting, der ikke passede,” forklarer Lekman.

I løbet af et par måneder nåede han at blackliste mere end 10 journalister og deres medier – og stadig voksede rygterne sig større og større.
“Nogle sagde, at jeg var på heroin, mens andre påstod, at jeg var blevet misbrugt som barn. Det var ret voldsomt at opleve. På et tidspunkt var der tilmed nogle af mine venner, der ringede og spurgte, om det passede, at jeg var død. Det kunne jeg selvfølgelig sige nej til,” ler han, “men det gjorde mig virkelig bange. I tiden efter gentog det sig nogle gange, og fjerde gang, der var nogle, der ringede for at høre, om jeg var død, var det så absurd, at det endte med bare at være sjovt.”

Den smukkeste sang i verden
Men selv om rygterne om Lekmans død var stærkt overdrevne, havde han det ikke godt. Så i november 2005 måtte der ske noget drastisk, følte han. Derfor solgte han under stor mediebevågenhed sine instrumenter, sagde farvel til musikbranchen og fik job som opråber i en bingohal.
“Det var et skrækkeligt job. De folk, der kom i hallen, havde det tit rigtig dårligt. Det var alkoholikere og hjemløse, der lå og sov på bænkene. Nogle af gæsterne græd, når de ikke vandt. Efter tre dage havde jeg fået nok.”

Så var Lekman ellers tilbage som musiker, men de tre dage i bingohallen havde ikke ændret på, at musik stadig hang ham ud af halsen. En halvhjertet turné i England endte med, at han blev meget syg, og heller ikke en længere turné i Australien gav ham modet tilbage. Undervejs mødte han dog det japanske band Maher Shalal Hash Baz, og de aftalte at spille sammen i Göteborg. Et show, der blev et vendepunkt for Jens Lekman.
“Selv efter at have rejst havde jeg slet ikke lyst til at skrive sange mere. Men ved koncerten i Göteborg spillede Maher Shalal Hash Baz en coverversion af “Black Cab” (en af Lekmans største publikumsfavoritter, red.). Jeg har altid betragtet mine sange som noget meget matematisk, blot akkorder og strukturer,” fortæller han og fortsætter med uvant ivrige fagter, “men de havde fundet en helt anden måde at gå til sangen på. Pludselig var den noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde hørt – og så måtte jeg bare lave noget nyt.”

Det var dog ikke helt så nemt at komme videre, som han havde håbet.
“Jeg elsker Tenniscoats og andre japanske bands af samme slags, og jeg ville gerne have, at mit band skulle spille på den samme skrøbelige, skramlede måde. Jeg syntes, vi var alt for professionelle og pæne.”
Men ligesom han ikke kunne holde hele verden i stram snor, måtte Lekman acceptere, at han ikke kunne styre sit band, som han gerne ville.
“Jeg prøvede og prøvede at få dem til at spille dårligere og mere løst, men det gik simpelthen ikke. Det var jeg nødt til at indse, og derfor måtte vi gå i den stik modsatte retning og forfine vores hidtidige lyd endnu mere.”

Magiske samplinger
Den kurs betød, at Jens Lekman på ny kastede sig over endnu en ting, han ikke kunne kontrollere. På sine første udgivelser samplede han løs fra bands som Beat Happening og The Left Banke (læs mere om den sag her), og det var tilsyneladende mere held end forstand, at han ikke fik store sagsanlæg på halsen.
Den arbejdsmetode brugte Lekman også under arbejdet med det nye album, Night Falls Over Kortedala – til stor frustration for sit amerikanske pladeselskab, der frygtede hidsige regninger på flere millioner kroner fra rettighedshaverne.
Da pladeselskabet meddelte ham, at de ikke turde løbe nogen risiko, svarede Lekman med et meget vredt blogindlæg. Her et halvt år senere er han anderledes tavs. Spørgsmålet om, hvordan den problematik blev løst, får ham til at knibe læberne sammen, mens ansigtsudtrykket ligner det suk, han akkurat holder indenbords. Og bortset fra et par sætninger om, at sagen blev klaret til alles tilfredshed, kommer der ikke noget over hans læber om de dyre samplinger.

Til gengæld liver han øjeblikkeligt op, da han får lov at fortælle, hvorfor det er så vigtigt for ham at bruge andres musik i sin egen. “Musik optages forskelligt i forskellige tidsaldre. Når lyden af de tidsaldre mødes, sker der noget helt særligt. Men det kræver held at få det til at fungere. Du kan ikke regne ud, hvornår det virker. “Sipping on the Sweet Nectar” brugte jeg mere end et år på. Jeg prøvede så mange samples af, at jeg egentlig havde opgivet sangen. Men lige pludselig gik det hele op – og når det lykkes, er det virkelig magisk,” smiler han henført.
Måske i håb om, at Kirsten Dunst snart ringer.

Deltag i debat