Plader

Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala

Skrevet af Martin Thimes

Jens Lekman er for meget. Alt for meget. Men samtidig er crooneren så overraskende uopdragen, at selv de værste flødebolleballader bliver til bittersøde popperler i hans mund. Denne plade er popmusikkens svar på en blanding af Skittles og en stærk kop espresso.

»Hvem er det? Det er så irriterende, at jeg får lyst til at hænge ham der har lavet det i et reb efter bilen og køre vildt stærkt igennem et sving.« Nogenlunde så diplomatisk var kommentaren til Jens Lekmans nye plade fra en medpassager på en nylig køretur. Og det er faktisk ikke helt uforståeligt, at Jens Lekman kan give folk morderiske idéer. Der er noget nærmest trodsigt ved Lekmans måde at skrive popsange på – det er bubblegum i tiende potens, og der bliver ikke lagt dæmpere på de klichéer, der overbefolker hans bittersøde univers.

Lige fra første tone i “And I Remember Every Kiss” bliver der smurt tykt på. Sovekammerpoppen er endegyldigt forladt til fordel for strygere drysset til med Lekmans søde vokal, der æder hele lydbilledet i en mundfuld. Og med sætninger som »While fucked up I’ve always tried to be true« og »I would never kiss anyone / who doesn’t burn me like the sun« er Lekman tilbage i den tekstmæssige form, som han har været i siden perler som “Maple Leaves” og “Do You Remember the Riots”.

Ligesom min ven gerne vil lade Lekman afgå ved døden i en drabelig svingmanøvre, findes der stensikkert folk, der vil gøre alt for at forhindre netop dét i at ske. Mig, for eksempel. For når først Lekman ruller sine referencer til alt fra bee-bop over musical-slagere til 50’er-pop ud og blander det sammen i et gennemsamplet univers, hvor hjerte altid rimer på smerte, bliver min hjerne forsødet og kroppen vækket. Som af Skittles og espresso.

Når Lekman går i fortælle-gear, hvilket sker ret ofte, bliver opmærksomheden rusket til live. Når han skal agere falsk kæreste for en lesbisk tysker i “A Postcard to Nina” eller tager til frisøren hos “Shirin”. Eller når han som en anden Jonathan Richman refererer til sig selv i sine sange – »I picked up a seashell to illustrate my homelessness / but a crab crawled out of it making it useless,« som han synger i dét, der meget vel kan være dette års mest opløftende pophit, “The Opposite of Hallelujah”. Her er alt, hvad hjertet begærer af håndklap, strygere, rullende bas og et simpelt klaverstykke, der trofast følger Lekmans vokal. Oven i det er det lykkedes at få trommerne til at lyde som et stykke med Phil Spector, der har efterladt muren af lyd for at nøjedes med en knæhøj og mindre overvældende halvmur.

Night Falls Over Kortedala er den plade, som Lekman endelig har fået mulighed for at lave. Der har altid været tilløb til det vildt orkestrerede, men nu har en sang som “You Are the Light” fra When I Said I Wanted to Be Your Dog fået selskab af 10 andre, der fuldt matcher dens opløftende og pastelfarvede toner.

Der er desværre også smuttere iblandt de 12 numre på pladen. Numre, som min morderiske ven helt sikkert ikke finder lige så irriterende. “If I Could Cry (It Would Feel Like This)” er anonym i al sin storladenhed. Ligeledes er “It Was a Strange Time in My Life” anonym i al sin fløjtende lallethed. Til trods for at sangen indeholder pladens absolut mest poetisk bitre linje: »Most shy people I know are extremely boring / Either that or they are miserable from all the shit they’ve been storing.«

Disse to missere kan dog ikke ændre ved, at Jens Lekman har lavet en popplade, som kan underholde mangt en time. Men han har også lavet en plade, som de fleste af dine venner højest sandsynligt vil finde urimeligt irriterende ved første lyt. Men den gode svensker vinder absolut ved nærmere bekendtskab. Det er den gospelinspirerede “Kanske är jag kär i dig” det perfekte bevis på. Det overharmonerende kor brænder sig igennem, som var et middelmådigt Boyz II Men-nummer havnet i kløerne på Phil Spector. Og netop kontrasterne i Jens Lekmans popvisioner på Night Falls Over Kortedala gør, at han har lavet sit hidtil mest helstøbte album – fyldt med potentielle singler.

★★★★★☆

Deltag i debat