Interview

Maher Shalal Hash Baz – vi er professionelle!

[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time. (13.10.07)Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time.

Egentlig ser det hele meget normalt ud, da Maher Shalal Hash Baz forlader scenen efter deres første Roskilde-koncert. Der er godt nok mange japanere på vej ned ad rampen, men der er ikke noget, der springer i øjnene. Ikke før et af bandmedlemmerne kommer vraltende med en massiv stumtjener lænet op ad den ene skulder. Det er mildt sagt ikke hvert år, den slags møbler kommer på scenen på Roskilde Festival, men faktisk er den mørkerøde stumtjener langtfra det underligste ved dét, der lige er sket.

Inklusive de to danske drenge, der var blevet inviteret til at komme og daske et par trommestikker mod en flok ølflasker, en bøjlestang med regnjakker og stumtjeneren, har der i alt været 12 musikere på scenen. Maher Shalal Hash Baz er kendt for at være en slidt forsamling. Ikke alene ligger deres plader med sløset blues, hornorkestermusik og absolut uforståeligt engelsk i den absolut sjuskede ende af spektret. Deres koncerter har også for vane at være et kaos af nodepapirer og taktløst spil på alle niveauer – men den ekstremt usammenhængende Roskilde-koncert overgår alt. Det meste af tiden har den mest af alt lignet en stiløvelse i sær adfærd.

Tori Kudo i studiet

På 55 minutter har Maher Shalal Hash Baz nået at fyre et sted mellem 90 og 100 numre af – de fleste af dem med en varighed på under 15 sekunder.

Mere skørt end ventet
Nede blandt publikum resulterede den kaotiske afvikling i alt fra højlydte protester over vantro hovedrysten til brede smil blandt dem, der følte sig bedst hjemme i japanernes kortfattede og dybt, dybt sløsede horndrevne blues-univers. Bag scenen smiler bandets booker også, efterhånden som musikerne kommer ned ad rampen og går over mod deres omklædningsrum. Men bag smilet kører tankerne rundt i hovedet på ham, for det her var endnu mere vanvittigt end ventet.
“Puha, jeg har det lidt dårligt i maven,” siger han og går lidt hvileløst rundt om sig selv. Der går rygter om, at gårsdagens Matmos-koncert på samme scene medførte brok fra nogle af festivalens musikansvarlige, fordi koncerten varede for kort tid, og han frygter, at han også skal irettesættes. “Jeg får aldrig lov at booke et band igen,” siger han, men griner alligevel lidt af hele situationen.

En slags konge eller kejser
I omklædningsrummet myldrer musikerne rundt mellem hinanden, men på trods af at der er 10 personer på 15 kvadratmeter, er der nærmest helt stille. Årsagen er, at bandets ubestridte boss, Tori Kudo, er ved at give et interview til en svensk journalist. Der er ingen af de to, der har bedt om ro – det er, som om det bare giver sig selv, at der skal være stille, når Tori Kudo taler.
Fornemmelsen af at den 48-årige keramiker og guitarist bestemmer, hvad der sker i Maher Shalal Hash Baz, er ikke helt forkert, fortæller trompetisten Naoki, der har forladt stillelegen i backstagelokalet.
“Det var ham, der startede bandet, og han er den ældste, så han er højest i hierarkiet. Det kan godt være lidt svært at spille i Maher, for Tori er nærmest som en konge eller en kejser,” forklarer den lille japaner.
Selv om han har spillet og turneret med Maher Shalal Hash Baz hele dette årtusinde, svarer Naoki lidt tøvende på spørgsmålet om, hvorvidt han så er et regulært medlem af det omskiftelige orkester. “Ja, det håber jeg da, ha-ha. Maher er et åbent band, og der er altid gæster med. Men jeg har da i hvert fald været mere eller mindre fast medlem siden 1999,” forklarer han og beretter så, hvordan han kom ind i bandet. “Da jeg i sin tid mødte Tori, ville han gerne have flere horn med i bandet. Så jeg gik ud og købte en trompet, selv om jeg egentlig ikke kunne finde ud af at spille på sådan én.”

“Vi ville gerne spille noget sart og alvorligt”
På den måde passer Naoki fint ind i det billede af Maher Shalal Hash Baz, som bandets amerikanske pladeselskab K Recs har forsøgt at male ved at give Tori Kudo tilnavnet ‘The Master of Mistake’. Selskabet forpasser heller ikke nogen muligheder for at fortælle om, at Kudo helst vil arbejde sammen med famlende amatører, der ikke kan spille på deres instrumenter.

Og netop sådan har musikken da også lydt, siden skotske Geographic Records i starten af årtusindet begyndte at udgive bandets musik, så den for første gang siden bandets opståen i 1984 kom uden for Japans grænser. Men uanset at Maher Shalal Hash Baz’ sange virker skødeløst sjuskede, skriver Tori Kudo alle sine sange ud på nodepapir, som musikerne får udleveret. Der er bare ikke altid særlig meget tid til at forberede sig, fortæller Naoki.
“Nogle gange får vi først at vide, hvad vi skal spille, lige inden koncerten. Så får vi et nodepapir med en helt ukendt sang på, som vi må forsøge at få det bedste ud af. Han skriver hele tiden nye sange, og hver dag spiller vi noget, som vi aldrig har prøvet at spille før. Så vi tager mange fotokopier. Ha-ha!”

Maher Shalal Hash Baz på Roskilde Festival – foto: Peter Christian Binau-Hansen/Liveshot.dk

Grunden til, at der var så mange musikere på scenen, var, at Tori Kudo benyttede sig af, at der i forvejen var en masse japanske musikere til stede på festivalen. Musikere som sangerinden Nikaido Kazumi, Efterklangs japanske ven Kama Aina og folkduoen Tenniscoats var altså for en aften med i Maher Shalal Hash Baz – og det betød, at koncerten var nødt til at være mindre løssluppen end vanligt, forklarer Naoki.

Showet lød nu ikke just særlig styret, men Naoki fastholder, at Tori Kudo havde givet ham stramme tøjler.
“Når der er så mange nye sange som i dag, kan det godt blive vanskeligt at improvisere. Det plejer vi ellers at gøre meget. Men i dag ville Tori gerne have, at jeg holdt mig ret strengt til noderne, fordi der var så mange gæster med, så når jeg nu var et af de ældste medlemmer, skulle jeg holde lidt styr på det hele.”
Hans koksede trompetspil holdt ikke sammen på det helt store – og lige så svært er det for ham at finde de rigtige engelske vendinger til at forklare, hvorfor bandet spillede så mange numre. “Det er, fordi det her er sådan en stor festival. Normalt vil bands vælge at spille popsange sådan et sted, ting der er nemme at nyde. Vi ville gerne spille noget dybt,” siger han og leder efter nogle ord, “noget sart og alvorligt.”

Musikalske dagbogsblade
Tilbage i backstagelokalet er Tori Kudo så småt ved at være parat til at blive interviewet. Han sidder i en stol, men i stedet for at blive siddende finder han verdens måske dårligste skammel til sig selv og giver stolen fra sig med et lille høfligt buk.
I en sofa bagerst i lokalet sidder Saya Takashi fra Tenniscoats og spiller på et klokkespil, men hun spiller så lavt, at det ikke er til at høre på tre meters afstand. Og Tori Kudo understreger ønsket om stilhed ved at nærmest at hviske, mens han læner sig meget tæt på det øre, der skal høre hans svar.
“Musikken er min dagbog,” siger han, da han skal forklare, hvorfor der var 100 numre på setlisten. “Det her er en dagbogsturné. Vi prøver at spille vores indtryk af alle de byer og steder, vi er kommet igennem. Jeg har skrevet næsten alle de sange, vi spillede, i løbet af turneen,” fortæller han og bladrer i den tykke bunke af nodeark på bordet ved siden af ham. Titlerne fortæller, hvor de er blevet til: “Boulangerie”, “Orléans”, “Oiseau” – små øjebliksbilleder fra Frankrig.

Tori Kudo hvisker, at den her koncertform lige nu er en nødvendighed for ham. “Korte sange har altid betydet meget for mig, og på denne turne vil jeg gerne spille musik, der handler om den virkelighed, jeg oplever omkring mig. Jeg gider ikke spille det samme igen og igen, og lige for tiden er jeg ikke særlig interesseret i lange sange,” siger han og forklarer, at en del af sangskrivningen foregår i søvne. “Når jeg lægger mig til at sove, ligger jeg og tænker. Så kommer der små melodier ind i mit hoved. Jeg skriver ikke noget ned om natten. Men hvis melodien kommer på besøg igen dagen efter, skriver jeg den ned med det samme.”

“Alle musikerne er dygtige”
Som Naoki fortalte os, inspirerer rundturen i Europa bandlederen kraftigt. De korte sange vælter ud af ham, og det gør det svært at vælge, hvad der skal på setlisten, fortæller Tori Kudo. “I går havde jeg 200 sange, som jeg gerne ville spille, men det ville tage for lang tid. Jeg sad på hotellet og ville til at sortere dem, men jeg blev træt og lagde mig til at sove. I dag havde vi travlt, så det var først to timer før showet, at jeg kunne komme i gang med at vælge. Så kom jeg ned på 120 sange, og først en halv time før koncerten havde jeg fået kopieret noderne, så musikerne kunne få deres papirer.”
– Det lyder hektisk. Men det passer måske meget godt til jeres image som et band af amatørmusikere. Hvorfor kan du egentlig godt lide at spille sammen med musikere, der ikke rigtig kan finde ud af at spille?
“Jamen, det kan jeg heller ikke! Alle musikere i Maher Shalal Hash Baz er professionelle og meget dygtige. Der er altid nye medlemmer med, og vi har ikke tid til at øve så meget. Vi har altid travlt, men det er dygtige og erfarne musikere, der er med.”
– Hvad med Naoki?
Tori Kudo kigger op, griner lavmælt og virrer lidt med hovedet: “Ha-ha, nej, ikke lige ham.”

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Bill Wells & Maher Shalal Hash Baz: Osaka Bridge
Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap
Maher Shalal Hash Baz, 06.07.07, Roskilde Festival

Deltag i debat