Plader

Thurston Moore: Trees Outside the Academy

Thurston Moore giver den på akustisk guitar på sin første soloplade i mere end 10 år. Desværre lyser kun et par enkelte sange op i forudsigelighedens og kedsomhedens mørke. Den alternative indierock har været bedre og bliver det forhåbentlig snart igen. Læn dig tilbage, lyt nogle gange, og vent på noget nyt.

Nyheden om, at Thurston Moore udgiver en ny plade, giver uundgåeligt lidt farve i kinderne hos mange. Guitarist og sanger i Sonic Youth er trods alt ikke det værste, der kan stå på visitkortet, så det er kun rimeligt, at forventningerne skyder lidt i vejret.
Føjer man så til nyheden, at albummet, i modsætning til langt størstedelen af Moores tidligere ret støjende soloproduktion, er sangfokuseret, kan det ske, at den tiltagende ansigtskulør ledsages af en svag svedproduktion i panderegionen.
Åndenøden indtræffer måske, når det tilmed viser sig, at indspilningen er foregået i J Mascis’ studie, og at selv samme uendeligt langhårede rockøgle medvirker i en række af albummets sange.
Dér sidder man som i en sauna. Svedende og knap i stand til at trække vejret, og alligevel håber man, at tilstanden varer ved, at den varme fornemmelse er permanent.

De oppustede forventninger er nok en del af årsagen til, at resultatet, Trees Outside the Academy, skuffer lidt. Begejstringen er i al fald til at overskue, om end pladen ikke er dårlig. Den er derimod middelmådig, og i et tilfælde som dette, hvor forventningerne hos mange nok har været store, er dét ikke nok.

Et signal om, hvordan pladen lyder, giver første nummer, “Frozen gtr”. Som albummet i sin helhed er det fint uden at være imponerende. Man kan vel kalde det en slags fyldstof, og dermed er det klart, hvorfor det er problematisk, at store dele af pladen følger samme formel som netop dette nummer.

Et monotont og nærmest tematisk riff fra den akustiske guitar lægger på en eller anden måde op til noget instrumentalt. Det virker fra starten, som om nummeret kunne fortsætte i en uendelighed. Også trommerne underbygger den indledende illusion om evig monotoni. Snart falder Moores karakteristiske vokal dog ind, og inden længe suppleres den af en fin kvindestemme, hvis introduktion ledsages af ligegyldige strygere, der lægger en yderligere dæmper på lytterens i forvejen overskuelige begejstring.
Nummeret får pludselig en typisk og genkendelig – ja, traditionel – sangstruktur med disse tilføjelser, og fornemmelsen af uendelighed forsvinder. Også dybden bliver klarere ved hjælp af korte ytringer fra endnu en guitar, der bevæger sig i baggrunden, men alligevel bemærkes, fordi den er så uhyre elektrisk, og fordi den dermed står i pæn modsætning til den akustiske.

De sange, som denne formel resulterer i, er ikke uforglemmelige. Sangskrivningen er generelt lidt svag og en tand for hyggelig. Vellyden er forholdsvis moderat, og provokationen er helt forsvundet. Dog er det hele nogenlunde anstændigt. Desværre medfører formlens evindelige gentagelse i eksempelvis “Silver-Blue” og “The Shape is in a Trance”, at pladens overordnede udtryk kaster en stadig tydeligere skygge af manglende kreativitet og apati, som i længden bliver anstrengende.

Ét rigtig godt nummer kaster metoden af sig. I “Wonderful Witches” afvises det hyggelige til fordel for noget mere energisk. Det hele går lidt hurtigere, nummeret holder aldrig pause og afvikler sig selv på ingen tid. Den gennemgående akustiske guitar er aggressiv på en særligt behagelig måde, og den vellyd, som dens samspil med en forvrænget guitar afføder, er her på sit højeste. Den fine ferske melodi afvikles, imens baggrundsstøjen synes at hviske noget, der lyder lidt som navnet Mascis, i éns øre.

Ud over denne ene fine sang byder pladens første halvdel desuden på afvigelsen “American Coffin”, som efter et voldsomt og kærkomment stykke støj i begyndelsen slår over i et dejligt klaverstykke, som er så isnende koldt og skrøbeligt, som man kan tænke sig. Disse to positive indslag formår dog ikke på tilstrækkeligt dygtig vis at genstarte den for længst afsluttede åndenød, og kindernes farve er også forsvundet.

Pladens anden halvdel byder på en udvidelse af formlen, som gør den mere interessant. De to instrumentaler “Off Work” og titelnummeret er albummets bedste. I den første skæres formlen over af et stykke djævelsk larm, mens det andet udmærker sig ved sin gode melodi, og ved at fastholde den følelse af uendelighed, som mange af de andre numre sætter over styr. Desværre er ingen af dem repræsentative for pladen.

Entusiasmen er ikke den samme efter endt lytning. Hvis man ved pladens annoncering oplevede svedeture og hjertebanken, føler man sig nu en smule kold. Alligevel ville det være forkert at påstå, at man sidder og fryser. Følelsen skyldes alene den store modsætning mellem forventningen og graden af dens indfrielse. Det er lidt ligesom at gå fra saunaen ud på svømmehallens fugtige gulv. Men hvad, det er da også sådan rimelig sjovt at svømme.

★★★½☆☆

Deltag i debat