Plader

The New Pornographers: Challengers

Skrevet af Mikkel Mortensen

The New Pornographers’ fjerde album er deres mest afdæmpede, men det er der bestemt ikke noget galt i. Bandet har for det meste godt styr på sangskrivningen og leverer et glimrende powerpop-album – også selv om Destroyers Dan Bejar ikke er kommet særligt godt af sted med at skrive sin lille håndfuld sange.

Rygtet vil vide, at hovedsangskriveren i The New Pornographers, A. C. Newman, sidste år forsvandt fra sin hjemby Vancouver for derefter at dukke op i New York fire måneder senere med et noget mere skrammet ansigt, end da han forsvandt. Med sig havde han også en række sange, der nu udgør størstedelen af bandets fjerde album, Challengers.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men hvis man forventer, at Challengers byder på en øretæveindbydende omgang uptempo-powerpop, bliver man alvorligt skuffet. The New Pornographers’ fjerde album er uden tvivl deres mest afdæmpede, men det er ikke nødvendigvis dårligt.

Albummet starter i fremragende poppet form med “My Rights Versus Yours”, hvor beatet er adstadigt, mens baggrunden fyldes op af fine vokalharmonier og stikkende guitarakkorder. “All The Old Showstoppers” er mere af samme skuffe, bare med massevis af drillende strygerakkorder i stedet for blæserne.
Tempoet skrues yderligere op i den hektiske “All the Things That Go to Make Heaven and Earth”, hvor powerpop-kollektivet udvider lydpaletten til også at inkludere blokfløjter, og det er der bestemt ikke noget galt med, når det lyder så godt som det er tilfældet her.

I den helt anden grøft er albummets længste sang, den over seks minutter lange ballade “Unguided”, hvor det er de akustiske guitarer og et underligt pumpende piano, der bestemmer farten. Trods længden bliver sangen aldrig for lang, da Newman også her har fundet en glimrende melodi.

Albummets ubestridte højdepunkt er ligeledes en ballade, nemlig titelnummeret, der som den eneste sang på albummet har Neko Case på leadvokal. Case kan bestemt ikke tillade sig at klage over de arbejdsbetingelser, A. C. Newman har givet hende med denne ekstremt bevægende sang, hvor hendes elegante stemme bliver vævet sammen med akustisk guitar, medrivende mandolinakkorder og finurlige vokalharmonier.

Det største problem ved Challengers er The New Pornographers’ anden sangskriver og anden mandlige sanger, Dan Bejar. Hans sideløbende karriere under navnet Destroyer er vældig anmelderrost, men de tre sange, han bidrager med hér, er albummets værste, og det skyldes ikke kun hans meget svage vokal. Bejar har præsteret at skrive nogle af de mest irriterende sange meget længe, og der er ingen tvivl om, at Challengers ville være langt stærkere uden “Myriad Harbour”, “Entering White Cecilia” og “The Spirit of Giving”.

Det er bestemt et glimrende album, The New Pornographers og i særdeleshed A. C. Newman har strikket sammen. Dan Bejars sange trækker godt nok ned, men det er til at se gennem fingre med, når man hører kvaliteten af de resterende sange. Bandet formår at variere deres materiale godt: fra de medrivende uptempo-sange til de rørende ballader. Og så skader det naturligvis ikke, at bandet råder over hele tre gode vokalister.

Måske skulle Newman overveje at forsvinde i lidt længere tid end fire måneder, når han giver sig til at skrive bandets næste album. Så bliver det måske slet ikke nødvendigt med sange fra Bejar, og det kan gøre dét album endnu bedre end Challengers.

★★★★☆☆

Deltag i debat