Nyheder

Odense: Mouse on Mars live denne weekend

Andi Toma og Jan St. Werner har under navnet Mouse on Mars præget electronicascenen i næsten 15 år, og der er stadig spræl i de to tyskere. De præsterer cirka ét album pr. år – i foråret var det endog en plade lavet i samarbejde med Mark E. Smith fra The Fall – og live leverer d’herrer fortsat varen.

Det kommer de på fredag til Odense for at bevise. Anledningen er den tre dage lange Phono-festival, hvor Toma og St. Werner er det absolutte hovednavn. Blandt de øvrige markante kunstnere på programmet er finske Pan Sonic og DAT Politics, mens Danmark repræsenteres af så fine livenavne som Kirsten Ketsjer og Bjørn Svin.

Festivalen løber fra torsdag d. 4. til lørdag d. 6., og hele programmet kan ses på Phonos hjemmeside.

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar