Plader

Elvis Perkins: Ash Wednesday

Der hersker vist nogenlunde enighed om, at man som musiker helst ikke må være banal eller triviel. Det er også almindeligt at mene, at kunsten skal bringe mere end blot åbenlyse sandheder; den skal også finde nye. Alt dette går singer/songwriteren Elvis Perkins imod på sit debutalbum, der dog har visse mere jordnære kvaliteter.

Elvis Perkins’ debutalbum, Ash Wednesday, har rødder i historien om traumatiserende oplevelser, hvis overskrift er “AIDS og 9/11 i familien”. De tragiske hændelser har haft indflydelse på albummets tekster, men også på det overordnede lydlige udtryk, som præges af ønsket om at give de inderste følelser til kende.

Mødet mellem følelser og kreativitet er en tosidet affære. Nok kan det være rørende, men desværre frister det indimellem også publikums mørke side, som, når den gør sig gældende, afskriver det alt for personlige, fordi det forekommer banalt. Den triste og folkede singer/songwriter-ramme, som Perkins har valgt at placere beskrivelsen af sit følelsesliv i, begejstrer hverken ved forgyldt ornamentering som Rufus Wainwrights eller ved sin ukrukkede ligefremhed som simpliciteten hos et band som Dolorean.

For størstedelen af pladens vedkommende er den musikalske indpakning nærmest en parallel til Ikeas skifterammer: Den gør ikke meget væsen af sig, og den hverken skjuler eller forskønner. For mange vil denne ramme nok være utilfredsstillende, mens andre vil sætte pris på, at dens tilgængelighed giver plads til det angiveligt mere essentielle budskab.

Et citat fra “Emily’s Vietnam in the Sky” illustrerer modsætningsforholdet. Her spørger den sorgramte mand nemlig »do you ever wonder where you go when you die?« Under teksten ligger et stykke musik, som mest af alt gør opmærksom på sig selv gennem de dominerende strygere, der jo i sig selv er en kliché, når det kommer til melankolske musikstykker. Vokalen er middelmådig. Den forsøger at være indfølende, men bliver det aldrig rigtig. Den resterende instrumentering er så typisk, at man end ikke kan finde ord for den.
Nummeret er pænt nok, men rundt omkring i verden har det tusinder og atter tusinder af tvillingebrødre og –søstre, hvoraf mange er mindst lige så pæne. For så vidt komplementerer musikken således teksten udmærket. »Take better care of your heart and you will be opening Swiss bank accounts,« synger Elvis Perkins lidt senere, og det er man forberedt på; den manglende sindsoprivelse, det døsigt udtryksløse blik, som musikken medfører, har gjort én klar.

Pladen er dog ikke decideret irriterende. Trods al genkendeligheden, som vel til en vis grad er genrebestemt, er den ganske lytteværdig. Det er dog problematisk, at den ikke udfordrer lytteren. Når man ser bort fra de første gennemlytninger, hvor sangene i sagens natur er ubekendte, kan en stor del af Ash Wednesday nemlig erstattes af så meget andet. Derfor er den måske bedst egnet som engangsoplevelse. Med det rette humør og på det rette sted kan den måske ramme sin lytter, og i dét tilfælde hårdere end så meget andet.

En mand, der udtrykker sine tanker og følelser, kan altid finde et entusiastisk publikum blandt dem, der tænker og føler som ham. Banaliteterne er, i al deres på overfladiske åbenlyshed, udtryk for noget velkendt og for nogle mennesker meget vedkommende og rørende – mens andre finder dem ligegyldige eller måske endda lidt pinlige.

For at føje det følelsesladede og nære godt sammen lægger Perkins somme tider en skjult, men alligevel meget præsent modsatrettethed ind i numrenes stemninger. Til lindring af desperationen og depressionen understreger Perkins, hvor vigtig følsomheden er, når han i pladens måske bedste nummer, “It’s Only Me”, konstaterer om sig selv og verdens underfundigheder: »Me, I’m just a man / it’s more than I can understand,« for derefter til slut at udbryde »hey wait for me, hey wait for me,« som vil han ud i verden for at tilbageerobre den mening, han kort forinden har afvist. Også her kan modsætningerne overføres på musikken, som sideløbende med den udprægede melankoli fastholdes i et greb af harmoni og nydelighed. Sammen med teksterne giver den indtrykket af en mand, som er tæt på at smide meningen væk, mens han klynger sig til dens rester.

Uanset om man vurderer mest ud fra det gribende og inderligt melankolske eller det patetiske og klichéprægede skurrende, må man fastholde, at de kvaliteter, pladen trods alt har at byde på, i ret vidt omfang undermineres af dens manglende profilering. Et spring ud i en velafprøvet genre som denne bør kræver et ganske særligt talent eller en atypisk variation, men Ash Wednesday kommer helt alene; fersk og normal, pæn uden at være rigtig smuk og for uvedkommende til ikke at blive glemt.

★★½☆☆☆

Deltag i debat