Plader

Radiohead: In Rainbows

Skrevet af Søren Jakobsen

Selv om nogle mediers dækning af Radioheads nye album har tydet på, at distributionsformen i sig selv var nok til at retfærdiggøre høje karakterer, er der god grund til også at lytte til pladen. Bundniveauet er virkelig højt, den gode sangskrivning er endelig kommet i højsædet, og Thom Yorke synger bedre end meget længe.

Det kan godt være, at Thom Yorke aldrig har syntes, at det var særligt nemt at være lukket inde i hverken sit skelende fjæs eller i sit band. Lige så skødesløst som Radiohead tit har formidlet deres carte blanche til at kunne gøre, hvad de ville med deres talent, lige så målbevidst har hans band været i dets tilsyneladende sikre kurs mod fremmedgørelsen. Ikke den identitetsmæssige “vi-er-alle-alene-i-en-kafkask-maskine-græd-mens-I-indser-det”-holdning, der har været fokus i så mange af Yorkes tekster. Nej, Radiohead har været på vej mod en endelig fremmedgørelse fra deres eneste konstant, deres fans.

Bandet har til en vis grad spillet på den mystik, der lå over en væsentlig del af deres image i de dage, hvor det eneste selvudleverende var at finde i Yorkes tekster om aldrig at have nogen at snave med. Over et forløb på 10 år har de prøvet kræfter med et væld af andre musikalske genrer, hvilket ofte har medført, at de lød som efterabere frem for banebrydere.

En del af dét tog de revanche for, nøjagtig i det sekund Thom Yorke havde lagt globaliseringsdronningen Naomi Kleins bibel, No Logo, fra sig for 20. gang og besluttede, at den næste plade dæleme skulle være gratis. Ingen grænser. Ingen kapitalister. Ingen … indtægt?

Jo. In Rainbows blev hentet af 1,2 mio. mennesker i det første døgn, det var muligt at downloade pladen. Til forskel fra andre dumdristige PR-stunts, som da det engelske band KLF brændte 1 mio. engelske pund af for rullende kamera, er der oven i købet substans i den utraditionelle indpakning.

Åbningsnummeret “15 Steps”, som var et af de numre, verden hørte for første gang ved sidste års koncerter i København, formår ellers i løbet af de første ti sekunder at skabe skræk og rædsel i de hoveder, der i det stille håbede på, at Yorke havde fået afløb for sin elektro-fetichisme på sidste års ganske vellykkede solodebut fra hans side.

Stramt programmerede beats banker pladen ud af startblokken, men nummeret åbner sig efterhånden til at bevise, at Radiohead er tilbage som et egentligt band. Trommeslager Phil Selway giver efterhånden de samplede beats baghjul, og Colin Greenwood demonstrerer med al tydelighed at en bleg akademiker-bassist fra Oxford rent faktisk kan spille funk, blottet for kunstig konservatorie-ekvilibrisme.

Ved første gennemlytning lyder pladen underligt kønsløs, men In Rainbows er måske bandets hidtil bedst producerede plade. Som en pudsig krølle på bandets 15 år lange karriere trækker flere af numrene lange tråde tilbage til tidligere bedrifter. Selvfølgelig mest i kraft af et af pladens højdepunkter, den frostkolde “Nude”, der har rumsteret som b-side og live-indslag siden årtusindskiftet, men som Radiohead først har gjort spilleklar nu. Nummeret er en tydelig arvtager til tidligere tårepersere som “Pyramid Song” og “Exit Music (for a Film)”, og giver en tiltrængt pause efter den hårdtpumpede start. En klassisk ballade af den slags, som kun sure Thom kan lave dem, hvor teksten »Big ideas, don’t get any«, hurtigt tydeliggør, at englænderne stadig ikke danser sorgløse hen over stranden.

I løbet af pladens knap 43 minutter – det er Radioheads korteste udspil siden debuten Pablo Honey – bliver det klart, at In Rainbows samtidig er deres stærkeste samling egentlige sange siden 90’erne. Uden numre med hitpotentiale – gud forbyde det – men med et bundniveau, der ligger langt højere end på de sidste to plader.

I tiden fra one-hit wonder over pionértiden med The Bends og OK Computer og frem til nu har Radiohead altid udvist et kreativt overskud, der har truet med at sende deres egne fans ud over kanten. Men nu er de igen i stand til at skrive decideret fremragende numre, som f.eks. “Reckoner”, der er på højde med det bedste, de har lavet.

Skæve drøn fra Phil Selways hi-hat, maracas (!) og på toppen af det hele, den Thom Yorke, jeg lige har brokket mig lidt over. Jeg har ikke hørt ham levere en så stærk vokal på plade i en hel del år, og Yorkes stemme lyder, som om alderen er ved at føre den et nyt sted hen, som det f.eks. er set i Johnny Cash og Neil Youngs tilfælde. Uden øvrige sammenligninger, i øvrigt.

In Rainbows er ikke bare et smart reklamestunt, det er en af årets indtil nu bedste plader. Og det ville være dumt ikke at ville indrømme det, blot fordi Radiohead er sin generations mest diskuterede og anmelderroste bands. Det kunne rent faktisk være, at der er en grund til, at de har den status.

★★★★★½

Deltag i debat