Plader

Rilo Kiley: Under the Blacklight

Skrevet af Camilla Grausen

Jenny Lewis og resten af Rilo Kiley har lagt singer/songwriter-genren på hylden. Nu tager de favntag med popsangen i dens forskellige afskygninger. En række forbiere sætter spørgsmålstegn ved, om det var en god idé. Men her er også gedigne pop-perler, der overbeviser om, at stilskiftet gavnede.

Håndklap og et lille poppet guitar-riff af den slags, der omgående lokker fingrene til at knipse og munden til at nynne. Og så Jenny Lewis’ blide stemme, der bringer nummeret ind i et lige så fængende omkvæd. Sødt, blødt og kækt. Sådan introducer “Silver Lining” Rilo Kileys nye album Under the Blacklight. Det er en ny lyd for Rilo Kiley, og hvilken forfriskende fornyelse!

Siden 2004 har L.A.-kvartetten sovet skønhedssøvn, og medlemmerne har arbejdet på diverse andre projekter. En af hovedkræfterne i bandet, guitarist Blake Sennett, har arbejdet med sit andet band The Elected, og Jenny Lewis har i samarbejde med The Watson Twins udgivet sin country-inspirerede solo-debut, Rabbit Fur Coat.

Bandet har nu gemt singer/songwriter-stilen væk og springer ud som popband med alt, hvad dertil hører. Ikke mindst en kontrakt med et stort pladeselskab, Warner Bros. Records. Man skal dog ikke være for hurtig med at sætte lighedstegn mellem the major label og den nye poplyd. Bandets forrige album More Adventurous fra 2004, der havde en mere klassisk “indie-lyd” i feltet mellem singer/songwriter og den alternative rock, udkom faktisk på et af Warners underselskaber.

Nu hvor bandet er vågnet veludhvilede op til dåd, ligner de ikke længere sig selv. Ud fra albummets første numre at dømme, er bandet rent faktisk blevet skønnere af søvnen, og de poppede numre som “Silver Lining”, “Under the Blacklight” og i særdeleshed “Breakin’ Up” er stilsikre i deres omgang med forskellige bud på, hvordan popmusik kan lyde – gennem tider og stemninger. Nogle numre er inspirerede af 70’er-disco, andre af 60’ernes pigepop med fyldige korpassager – som f.eks. “Breakin’ Up”, der trods titlen sprudler af glæde med kor, tamburiner og legende funky guitar fra Blake Sennetts hånd.

Når halvdelen af albummet er hørt igennem, er det tydeligt, at Rilo Kiley ikke kun er vågnet op smukkere, men også med sex på hjernen. Jenny Lewis formår kun stedvis selv at synge sexet, men sangene kredser om temaer fra den erotiske del af L.A.-nattelivet. Dog er det primært i vanlig kritisk tone, og bl.a. den amerikanske pornoindustri og prostitution får ord med på vejen. Mest ligepå i sin kritik er Jenny Lewis i “Close Call”: »Funny thing about money for sex / You might get rich but you’ll die by it.«

Temaet fortsætter i “Dejalo”, der er latino-præget funky pop og omhandler trekantssex, men bliver mere kikset end sexet. En formildnende omstændighed er dog linjen »My mother is an atheist / If I stay out late, she don’t get pissed.« I “15” giver bandet deres bud på soul-pop med en snert af country. Dusty Springfield er ikke langt væk, men “15” ender desværre som en yderst tamt nummer, når Jenny Lewis gentager »She was o-o-o-o-only fifteen« i et omkvæd helt blottet for melodisk fornøjelse. Det er bl.a. disse numre, der trækker gennemsnittet ned og får én til at savne bandets gamle lyd.

Jenny Lewis er primus motor og sangskriveren bag størstedelen af albummets numre, men allerbedst bliver det, når Blake Sennett har en finger med i spillet. Det har han i albummets to bedste numre, “Breakin’ Up”, der er skrevet sammen med Jenny Lewis, og “Dreamworld”. Sidstnævnte er et dejligt nummer, der afspejler den mere luftige rock/pop og lyder meget som noget, Fleetwood Mac kunne have lavet. Det er et lidt atypisk nummer, der minder mere om bandets tidligere albums, bl.a. fordi det både bærer vokaler fra Sennett og Lewis som det eneste på Under the Blacklight. Selv om der ikke skal lyde nogen klager over Jenny Lewis’ vokal, har deres stemmer sammen en upåklagelig kemi, man gerne ville høre lidt mere til.

Når man tager en chance, som Rilo Kiley unægteligt har gjort med stort mod på Under the Blacklight, kan det bære eller briste. En del af albummet sår tvivl om, hvorvidt stilskiftet var en ændring til det bedre for Rilo Kiley. Men ud af skiftet er der også kommet nogle helt fabelagtige sange. De vejer tungest og får én til at glæde sig over, at bandet tog springet.

★★★★☆☆

Deltag i debat