Der har været store forventninger i hiphopkredse til, at Craft of the Lost Art ville gå hen og blive årets hiphopudgivelse. Og efter de første par gennemlytninger vil de fleste nok udråbe dette album til netop det mesterværk, de har ventet på. Med kun få måneder tilbage af året synes det da også at være en rimelig beslutning. Men albummet er sine mange kvaliteter til trods ikke kun lutter lagkage.
Shape of Broad Minds består egentlig af fem bandmedlemmer, men ved nærmere eftersyn er der kun to af de fem, der er af kød og blod. Jneiro Jarel og Panama Black er virkelige personer på den amerikanske undergrundsscene, mens Rocque Wun, Dr. Who Dat og Jawwaad alle er spaltninger af Jneiro Jarels bevidsthed. Fiktive eller ej, så er alle fem medlemmer vokalt set til stede på albummet, der er præget af Jneiro Jarels yderst udknaldede produktion – et af hans varemærker.
Albummets 66 minutter fordelt på 23 numre imponerer især på produktionssiden, hvor beats, gyngende rummelighed og synth-flader fundet i ormehuller i fremmede galakser er fundamentet. Men det er som hos så mange andre hip-hop-artister ikke Jneiro Jarels stærke side at bedømme, om et nummer er godt nok til at blive udgivet. Craft of the Lost Art er derfor præget af masser af spildmateriale mellem de mange guldkorn. En tredjedel af albummet burde have været smidt ud, hvilket ikke trækker op i det samlede regnskab eller i opløbet om at blive årets hip-hop-udgivelse.
Numrene svinger fra jazzede numre som “Buzz Around Town” og “It Ain’t Dead!!” over top-numrene “Changes” med et tungt svingende, melodisk beat og “Opr8r”, der lyder som Outkasts André 3000. Variation er der nok af, men hele tiden lurer et mørke og en kosmisk baggrundsfølelse, der sagtens kunne være fostret på måne-meskalin. Det er ikke for sjov, man siger, at Jneiro Jarel er med til at lægge grundstenene til de nye subgenerer psych-hop og rapadelia.
Som det nærmere er reglen end undtagelsen for hip-hop-album er der selvfølgelig også indtil flere gæster ombord på den stenede skude, de kalder Craft of the Lost Art. MF Doom har en kort optræden på danseren “Let’s Go”, og Lil’ Ci hjælper med i “So Much (Chaos)”. Men Jnerio Jarels fantastiske evne til at undgå at ligge på den lade side, når det kommer til fladt flow, kan heller ikke undgå at kræve et anerkendende nik. Hans vokal skifter tempo, som vi andre trækker vejret, og hans levering af tekster synes at flyde frit, mens ordene ligesom krammer beats og omkranses af den stenede produktion.
Med en spilletid på over en time er der for meget indhold på Craft of the Lost Art. Og det havde krævet en ikke specielt blid udlugning i numrene, hvis albummet for alvor skulle have kunnet udråbes som et af årets bedste.
Det kan dog ikke benægtes, at Jnerio Jarel er en af tidens mest interessante hiphop-artister, der som en fri sjæl uden forbehold eksperimenterer med alting, hvilket sikkert er derfor, han har svært ved at begrænse sig. Men denne overflod er måske også grunden til, der ind imellem findes geniale guldkorn, hvor produktion og viltert rap-flow går op i en højere enhed. Så må man som lytter leve med de døde perioder.
