Plader

Skallander: s.t.

Skrevet af Jan Sorensen

Newzealandske Skallander hilser med deres nostalgiske folk efteråret velkommen med en række stemningsfulde og behagelige sange, som indbyder til tændte stearinlys og en god bog. Desværre bliver albummet lige lidt for roligt og anonymt.

Med efterårets komme forbereder verden sig på at gå i hi. Træernes rødgule farver synes at forsøge at kompensere for solens tilbagetog og varsler samtidig, at den mørke tid nærmer sig. Samtidig er efteråret en tid for fordybelse og eftertanke. Med løvfaldet sænker roen sig for mange mennesker, og der bliver tid til at reflektere over forårets og sommerens hektiske aktivitet, og det er lige præcis midt mellem alle disse nedfalde blade og kviste, at vi finder newzealandske Skallander.

Skallander består af Matthew Mitchell og Bevan Smith, som har spillet sammen siden teenageårene. Duoen har før udgivet to album, som dog primært har været forbeholdt publikum i hjemlandet. Med deres tredje album er resten af verden dog blevet inviteret med indenfor (eller muligvis snarere udenfor) i en verden af rolige og stemningsmættede sange, som emmer af efterår og færre dagtimer.

Når man hører pladen, står nostalgien lysende klart. Især kombinationen af vokal og fingerspillet akustisk guitar leder tankerne hen på Simon & Garfunkel og The Beatles, mens albummet hvad angår dets samlede lydbillede lyder lidt som Pink Floyd eller måske endda som en meget blød udgave af Alice in Chains’ Jar of Flies. Skallander er dog ikke i nærheden af at have kant a la grungen, og samlet set fremstår albummet alt for anonymt.

Det er svært at skelne det ene nummer fra det andet. Skallander er som at blive vugget i søvn i dyner af nyfaldne blade, og man savner en lille kvist til lige at prikke lidt til én, så man vågner op igen. Alligevel er albummet bestemt et rart og charmerende bekendtskab.
Sangene rammer, på trods af at de er på vippen til at være ren fløde for øregangen, en eller anden form for nostalgisk nerve, som får billeder af hippiernes utopiske drømme om et samfund med evigt solskin til at tone frem på nethinden, og man får lyst til at støve forældrenes gamle vinylsamling af igen.

Selv om numrene altså ikke skiller sig voldsomt ud fra hinanden, skal “Future Life” alligevel nævnes, for med sin rolige vekselbas og harmonika får nummeret én til at drømme sig langt væk til parisiske fortovscaféer og fransk poesi. Også intermezzoet “Ingrain” med sit lækre guitarspil og vokalflader er et velkomment afbræk i rækken af alt for enslydende numre.

Skallander er på mange måder en flygtig størrelse. Albummet løber nærmest ud mellem fingrene på én som efterårsregn: Sangene flyder ud mellem hinanden, og man ved ikke helt, hvornår ét nummer slutter, og et andet tager over. Set på den måde fremstår albummet som en helhed, og hvad angår sound og udtryk står alting da også meget klart.

Problemet er bare, at udtrykket bliver så ens, at størstedelen af numrene hver især synes at mangle en identitet eller krop, om man vil. Men som dyne at putte sig med i de mørke efterårsaftener fungerer albummet fint.

★★★☆☆☆

Deltag i debat