Plader

Stars: In Our Bedroom after the War

Skrevet af Mikkel Mortensen

Med to sangere og en glimrende sans for variation er det en velsmurt indiepop-maskine, canadiske Stars fremviser på deres fjerde album. Man kunne godt savne lidt mere substans, men når bare melodierne er gode nok, går det nok alt sammen.

Ud fra titlen kunne man godt tro, at canadiske Stars’ fjerde album var en politisk ladet omgang, hvor nogle frelste venstreorienterede typer fyrede paroler af, om hvor dårlig krigen i Irak er, og hvor skidt en fyr ham der Bush er. Det er det dog ikke på trods af sangtitler som “Take Me to the Riot” og “Barricade”.
Stars fokuserer i stedet på den første del af albumtitlen. Deres sange foregår snarere i den intime sfære – inde i soveværelset i stedet for ude på slagmarken. Det betyder dog ikke, at der ikke er drama i bandets sange, for en krig kan naturligvis også sagtens udkæmpes inden for hjemmets fire vægge.

Efter den ikke uefne instrumentale intro “The Beginning After the End” lægger kvintetten hårdt ud med den glimrende “The Night Starts Here”, hvor bandets to sangere Torquil Campbell og Amy Millan synger duet over en medrivende melodi, der består af skiftevis kølige og distortede, funky synth-flader. Mere rocket bliver det i “Take Me to the Riot”, som anvender den klassiske ‘afdæmpet i versene – storslået i omkvædet’-opbygning, hvor guitarerne får lov at ruske, og trommeskindet tæves mørt, samtidig med at Campbell lukker helt op for stemmebåndet.

Tempoet bliver sat en smule ned i den afslappede, nærmest småfunky “My Favourite Book”, hvor lydbilledet fyldes af finurlige vokalharmonier, diskrete blæsere og endda et par strygere hist og her. Endnu langsommere og langt mere afdæmpet er en af albummets få ballader, “Personal”, hvor Campbell og Millan over et regndryppende piano stilfærdigt besynger en romance, der aldrig nåede at komme i gang.

In Our Bedroom After the War er et overraskende helstøbt album, og kun få sange falder igennem. Det er især galt med de sidste tre sange. “Life 2: The Unhappy Ending” døjer med en noget uinspireret melodi, hvor det bliver lidt udmattende at høre på den tidligere skuespiller Torquil Campbells filmmetaforer. I “Today Will Be Better, I Swear!” er det så Amy Millans tur til at gentage Campbells kunststykke fra “Life 2…” med hensyn til den uinspirerede melodi. Det bliver ikke bedre af at Millan konstant gentager at: “It’s gonna be a better one”, for det bliver det virkelig ikke.

Titelnummeret er faktisk ikke en dårlig sang, men havde bandet blot valgt at lade sangen være den simple pianoballade, den sikkert startede som, og ladet den ende efter tre-fire minutter, ville resultatet være et helt andet. Desværre bliver arrangementet alt for pompøst med blæsere, kor og massevis af strygere, og så kan sangen simpelthen ikke bære at blive strakt til næsten syv minutter.

Det er bestemt et fint album, Stars leverer med In Our Bedroom After the War, men der mangler noget. Det er fine popsange, men så heller ikke så meget mere. Der mangler en ekstra følelsesmæssig eller intellektuel dimension, der ville transformere bandets sange fra gode til fremragende. Den er ikke til stede her, men det kan jo være det kommer. Indtil videre er dette album bestemt godkendt.

★★★★☆☆

Deltag i debat