Nyheder

To Rococo Rot udsender minialbum

Godt nok udsendte tyske To Rococo Rot sidste år opsamlingen Taken From Vinyl,
men derudover har der været vældig stille omkring trioen siden 2004.

Ronald Lippok har haft travlt med sin duo Tarwater, Stefan Schneider har brugt sin tid på soloprojektet Mapstation og trioen Music A.M., og Robert Lippok har fyldt kalenderen med at være, øh, Robert Lippok.

Men nu er de tre altså klar til at følge op på den tre år gamle plade Hotel Morgen. 22. oktober udsender de nemlig minialbummet abc123 – en udgivelse, der skiller sig ud fra trioens bagkatalog ved at være skabt på computeren frem for via den vanlige instrumentering med trommer, bas og analoge synths.

abc123 er noget så usædvanligt som en hyldest til en skrifttype. Afsættet for minialbummet var nemlig, at To Rococo Rot blev bedt om at lave musik til fonten Helveticas nylige 50 års jubilæum. Det lyder måske en lille smule nørdet – men for et band, der tidligere har udgivet et album med 12 lige lange numre for at hylde et hus med 12 lige store rum – ja, så er en fødselsdagshilsen til en skrifttype vel nærmest afslapning.
Tracklisten siger:

1. Freitag
2. LVX 4
3. Post Reprise
4. Verschieden
5. ABC
6. Helvetica (Zigue Zigue)
7. Enigma
8. H5

Leave a Reply