Plader

Akron/Family: Love Is Simple

Skrevet af Kasper Würtz

Den eksperimenterende folkgruppe Akron/Familys andet album er spraglet som en makuleret technicolor-film. Bandet veksler mellem det simple og det komplekse, men trods det fragmenterede udtryk fremstår udgivelsen som et stærkt hele grundet en fornem musikalsk eksekvering samt et gennemgående kærlighedstema.

Akron/Family har sat sig for at få næstekærligheden tilbage. Den amerikanske kvartet lægger på sit nye album, Love Is Simple, ikke rigtigt skjul på denne dagsorden, men selvom titlen og budskabet måske kan lægge op til en måske søvndyssende enkelhed, viser den eksperimenterende folkgruppe hurtigt, at kærligheden til de komplekse sangstrukturer er lige så store, som den er for næsten.

Det omfavnende budskab bliver stavet ud i albummets allerførste sang, der stædigt opfordrer lytteren til at »go out and love everyone«, og er man typen, som ikke lytter til teksterne, sørger Akron/Family for, at titlen, “Love, Love, Love (Everyone)”, nok skal understrege beskeden. Den charmerende, lille akustiske melodi bliver afløst af et overdådigt, musikalsk overskud i form af den sprælske “Ed Is a Portal”, som strækker sig over syv et halvt minut. I begyndelsen hører man et uharmonisk kor akkompagneret af banjo, inden en enkelt af korets stemmer overtager styringen, hvorefter koret momentvis vender tilbage. Det er i høj grad dynamikken mellem den nasale leadvokal og det gradvist mere og mere intense kor, som får hjertet til at galopere og fødderne til at vippe. Men nummeret udstråler også en formidabel legesyge, og Akron/Family foretager undervejs en række musikalske u-vendinger, som gør “Ed Is a Portal” til et af årets mest overrumplende og bedste numre.

Kompleksiteten er fordampet i “Don’t Be Afraid, You’re Already Dead”, der til gengæld fremstår umådeligt rørende i al sin enkelthed. Selvom titlen denne gang er væsentligt mere vildledende, så er det repetitive omkvæd, som deler navn med albummet, ikke til at tage fejl af: »Love is simple«. Selvom musikken også er det i dette tilfælde, og nummeret måske fungerer som et musikalsk åndehul, hvor man kan få vejret igen, så viser den amerikanske kvartet, at selv deres mindste kompositioner er værd at dvæle ved.

Både “Lake Song/New Ceremonial Music for Moms” og “There’s So Many Colors” markerer en tilbagevenden til den type sangskrivning, der gør iltmasker og kompas nødvendige, for at man ikke drukner eller farer vild i Akron/Familys sindrige labyrinter. Det førstnævnte nummer bevæger sig fra en fornemt underspillet melodi, styret af akustisk guitar og spinkle trommeslag til vilde mareridtshyl, der på visse tidspunkter af døgnet kan fremstå decideret angstfremkaldende. Den kærlighed, som ellers har gennemsyrer albummet, er fuldstændig væk, og den varme omfavnelse bliver i stedet et langsomt kvælningsforsøg.

“There’s So Many Colors” vender dog tilbage til håbet, lyset og farverne. Igen er det igennem en hårdnakket gentagelse, at Akron/Family overtaler lytteren til at se grundigt efter: »There’s so many colors/behind the dirty windows« synger de om og om igen, inden bandet endnu engang skifter ham. Pludselig bliver tonerne af country blandt med eksperimenterende guitarrock, som man lavede den i 1970erne, og nummeret lyder mest af alt som en helt fantastisk samspilssession mellem Neil Young og Pink Floyd.

Denne monumentale midte på Love Is Simple bliver desværre efterfulgt af et par fejlskud, der mangler den energi, som konstant opstår, når hele bandet spiller, og ikke mindst synger, med. “Crickets” er slet og ret en forglemmelig sag, hvor både den dominerende banjo eller halvsvage vokal fungerer som en ganske effektiv sovepille. “Phenomena” fortsætter det afdæmpede udtryk, men tilføjer en guitarsolo, der atter henter inspiration i 1970erne, og netop dette indspark gør den lettere at komme igennem.

Den vekslen mellem det simple og komplekse og den fascination af 1970erne, som både omfatter den afdæmpede folk og de udflydende guitarsoloer, gør naturligvis, at Love Is Simple må fremstå som en noget spraglet affære. Heldigvis styrer Akron/Family deres forskellige virkemidler så sikkert, og med et sådan overskud, at de mange forskelligheder tilsammen udgør en sært fascinerende og nærmest impressionistisk helhed. Helhedsfornemmelsen skabes til dels også af den afsluttende “Love, Love, Love (Reprise)”, der via genbruget fra åbningsnummeret får sat et afrundende punktum på albummet. Den insisterende næstekærlighed, det mangefacetterede udtryk og det enorme musikalske overskud, Akron/Family udviser, gør Love Is Simple til en solid kandidat til årets bedste album – og til en udgivelse, som er svær ikke at elske.

★★★★★☆

Deltag i debat