Koncerter

Arcade Fire, 07.11.07, KB Hallen, Frederiksberg

Arcade Fire spillede i KB Hallen sin anden koncert på dansk jord, og hvilken koncert. Takket være kameraprojektioner, publikum og ikke mindst det ualmindeligt veloplagte og velspillende timandsorkester blev det en koncert af de helt store.

Hvor kan man begynde? Hvordan beskriver man eufori? Hvordan forklarer man, hvad det var der foregik i KB Hallen i går, da Arcade Fire spillede? Måske man kan starte med koncertens andet nummer “Keep the Car Running”, det første trin i den tretrinsraket, der også bestod af “Neighborhood #2 (Laika)” og “No Cars Go”, som sendte stemningen helt op under det buede loft i den udsolgte hal. Eller man kan springe til hovedsættets afsluttende numre “Neighborhood #1 (Tunnels”) og “Neighborhood #3 (Power Out)”, der i en glidende overgang førte over i “Rebellion (Lies)”. Eller man kan fremhæve “(Antichrist Television Blues)”, sangen om Jessica Simpsons far, der efter en periode med mere stille numre fyrede effektivt op under tempoet igen. Eller man kan hylde det andet og sidste ekstranummer “Wake up”.

Men nej, det forklarer ingenting. Så kan man fortælle om publikum, en aldersmæssigt broget skare, der varierede fra flokken af efterskolelever til det grånende 50+ ægtepar og alt der imellem. Man kan fortælle om de hyl af genkendelsesglæde, der akkompangerede langt de fleste af numrene, og man kan måske her indskyde en sidebemærkning om det velsignende i for et band som Arcade Fire ikke at have haft et decideret radiohit. Det var nemlig tydeligt at folk var kommet for hele pakken, og ikke blot for at høre dét der nummer, de synes så godt om fra radioen. Meget sigende blev der også taget godt imod de to numre fra Arcade Fire-ep’en: “I’m Sleeping in a Submarine” og “Headlights Look Like Diamonds”.

Og man kan videre fortælle om, hvordan folk stod op helt oppe på de bagerste stolerækker under koncertens afslutning. Man kan endda tilføje en lille anekdote om anmelderens medkoncertgænger, der efter koncerten undrede sig over, hvordan det kunne være muligt at svede så meget og få kuldegysninger samtidigt.

Men nej, det forklarer heller ingenting. Man kan komme ind på lyd og lys. Hvordan Arcade Fire spillede røven ud af den, fra min position tæt på scenen, trods alt acceptable hallyd, så man end ikke bemærkede den lette mudring, og de enkelte problemer med vokalen. Man kan nævne den bombastiske opsætning af skærme, og den geniale løsning med at opsætte små steadycams på mikrofonerne og instrumenterne, så den bagerste del af hallen kunne følge med i, hvad der skete på scenen, samtidig med at man undgik distraherende kameramænd. Men det forklarer ingenting. Man kan bruge kirke og katedralmetaforer, det forklarer heller ingenting.

Det eneste, der forklarer noget som helst, er de ti personer der stod på scenen. De to strygere, de to blæsere og den resterende flok, der anført af ægteparret Régine Chassagne og Win Butler og ivrigt skiftende mellem instrumenterne leverede en opvisning i kvalitet og spilleglæde. Arcade Fire har en samling sange af enormt høj kvalitet, og de ved det. Det var mere reglen end undtagelsen, at bandmedlemmer, der ikke havde vokale opgaver, alligevel sang med af fuld hals, ligesom resten af salen i øvrigt. Den selvtillid mundede ud i en præstation der var et perfekt miks af glæde og alvor, løssluppenhed og professionalisme, storladenhed og intimitet.

Vi slap for lange tirader mellem numrene – det er ikke Arcade Fires stil – med undtagelse af én enkelt sympatisk og uhøjtidelig opfordring til at støtte velgørenhedsorganisationen Partners In Health. I stedet lod Arcade Fire musikken tale for sig selv. Den alene tilfalder æren.

★★★★★★

Sætliste:
Black Mirror
Keep the Car Running
Neighborhood #2 (Laika)
No Cars Go
Haiti
I’m Sleeping in a Submarine
My Body Is a Cage
Ocean of Noise
(Antichrist Television Blues)
Headlights Look Like Diamonds
The Weel and the Lighthouse
Neighborhood #1 (Tunnels)
Neighborhood #3 (Power Out)
Rebellion (Lies)

Ekstra:
Intervention
Wake Up

Foto: Rasmus B. S. Hansen, LiveShot.dk

Deltag i debat