Plader

The Autumns: Fake Noise From a Box of Toys

Skrevet af Filip Granlie

Med dygtig, kompleks og patosfuld poprock med accent på alle instrumenterne arbejder The Autumns sig igennem Fake Noise From a Box of Toys. Det gør de faktisk ganske udmærket og relativt originalt, men ikke desto mindre er den blivende smag i munden et umiskendeligt minde om salig Jeff Buckley.

This just in: Jeff Buckley døde slet ikke i Mississippi i 1997. Han modellerede en strandvasker og svømmede selv til England. Her har han gemt sig i 10 år, og nu springer han ud med Fake Noise From a Box of Toys under pseudonymet The Autumns. Eller også er det et genfærd. Det er i hvert fald en umiskendelig lyd af Jeff Buckleys stemme, der møder lytteren igennem hele albummet.

Fake Noise From a Box of Toys er næsten en kontrafaktisk plade, for der er ikke tale om en Buckley-kopi. Derimod er der tale om et ret kvalificeret bud på, hvordan Jeff Buckley kunne have lydt i dag, hvis han ikke var død (for det er han, og afsnittet ovenfor er altså løgn). Hvis nu Buckley ikke var druknet i den flod, ville han sikkert stadig have lavet musik, og det kunne meget vel lyde hen i retningen af The Autumns’.

Det er ikke mindst Matthew Kellys vokal, der skaber mindet. I den korte ouverture, “Turning Strangers Into Friends and Friends Into Customers”, lægger vokalen sig med stor patos på toppen af en hvirvlende hymne af harmonik, støj og strygere. Vokalen kipper mellem falset og presset, næsten forvrænget stemme i det almindelige register. Med dynamiske og tempomæssige udsving er det mere eller mindre udtrykket på hele pladen. Musikken glimrer ved en betragtelig musikalsk kompleksitet, men halter samtidig, når det gælder afgørende sammenhæng.

“Boys” er en hurtig sang med et kraftigt omkvæd med masser af fylde. Det er en kombination af et ret hårdt arrangement og ditto lydbillede og en poppet, langstrakt melodi i front. I denne sangs tilfælde er det mere irriterende end vellykket, selv om et afsluttende Kliché-stykke (bandet) med dadada-kor sætter skub i en hel del.

Den efterfølgende “Clem” lægger ud med et halvlarmende, hakkende guitar- og trommestykke, som går over i et godnatvers med en unødvendigt dårlig trommerytme, som af en eller anden grund insisterer på at hvirvle på lilletrommen. Omkvædet introducerer en simpel guitarfigur med klare toner, som passer godt og giver musikken den nødvendige sammenhæng.

Samme guitartaktik udgør også et fortrinligt samlingspunkt på pladens suverænt bedste nummer, “Killer in Drag”. Efter et godt, enkelt vers fortsætter vokalen i samme spor, mens en undervandsguitarfigur bløder op med bobletoner og giver det hele en helt anden karakter. Det medrivende ohohoh-omkvæd slægter Jeff Buckley på i en næsten skræmmende grad.

The Autumns slipper nogenlunde fra deres mission om at lave kompleks poprock, hvor der sker en masse. Sangene er ikke alle lige gode, så det er nærmere i akkompagnementet og lydbilledet, at man skal finde gevinsten ved at lytte til Fake Noise From a Box of Toys. Det fungerer til gengæld fint.

Og hvad så med ham Jeff Buckley? The Autumns er egentlig nogenlunde originale, og der er intet galt i at tage en arv op. Det sker ved Gud hver evig eneste gang, nogen laver musik. Det skal derfor heller ikke være en kritik af pladen, for som sagt fungerer den faktisk som en videreførelse af det, Buckley satte i gang. Men på den anden side er det stadige indtryk, at jeg ikke kan lade være med at tænke på Buckley, og det er altså lidt ærgerligt, når nu det er The Autumns, jeg hører.

★★★½☆☆

Deltag i debat