Plader

Jacob Faurholt: Hurrah Hurrah

Lyden på Jacob Faurholts nye plade sender nogle ganske andre signaler end titlen, Hurrah Hurrah. Der ligger dystopiske visioner og en dyb sørgmodighed i denne lofi-folk, som ikke umiddelbart opfordrer til glædesudråb. Heldigvis kan man så glæde sig over pladens ret høje kvalitet, som kun trækkes ned af manglende vildskab.

Man kommer ikke udenom, at Hurrah Hurrah er en folkplade. Den åbner sig for sin lytter i al ærlighed uden at lægge skjul på noget. Alt kommer frem, og intet pyntes unødigt op. Alligevel er der noget ved dette prædikat, som forekommer upassende. Selv kalder Jacob Faurholt og hans pladeselskab genren for antifolk, og det kan der vist være noget om. Pastichen, den evindelige kommunikation mellem nye og gamle plader, som så ofte er dominerende i folkgenren, er nemlig umiddelbart fraværende.

På den plads, som almindeligvis optages af nyfortolkningen af rødderne, er der således blevet plads til noget andet og til dels meget ufolket: støjen, der præger første og sidste nummer, som dermed kommer til at danne en ramme om resten af numrene, der for en stor dels vedkommende må betegnes som noget hen ad sadcore.

Vokalen indtager en central placering på pladen. Faurholts stemme gør et autoritært indtryk, måske fordi den forekommer én at være uhyre ærlig, ja åbenhjertig. Med sit nærmest klynkende udtryk sætter den et mærke af sårbarhed og tungsind på musikken, som fungerer ganske fint med den skiftende underlægning af henholdsvis sukkersøde melodier og knitrende, ulmende, aldrig udbrydende støj.

I samspil med denne skærende melankoli gør den halvskurrende lofi, udtrykkets inderlighed og budskabernes umiddelbare seriøsitet pladen til oplagt selskab i alvorlige stunder. Man ser mørke nætter, kolde loftskamre og sørgmodig ungdom for sig, når Jacob Faurholt i “Minds of the Young” synger: »I know that it’s not possible to fully understand the minds of the young«. Billedet af den selvpinende kunstner dukker op, da det i “To My Girl, the Fireplace & Our Little Darling” beordres og berettes »keep the tape rolling, the noise intact / I’ll keep screaming about my weary past / before I go home, before I go home / to my girl, the fireplace and our little darling / this is the song about the songs we have to record«.

Sidstnævnte nummer er albummets ret fantastiske højdepunkt. Fra en stille begyndelse opbygges et billede af noget underligt manisk. En vis magtesløshed synes at skinne igennem. Sideløbende med stemningens langsomme indtræden, vokser et uvejr sig voksent. Lyden udvikler sig i retning af det apokalyptiske. Stadig flere lag lægges på, indtil det endelige udbrud sker. Nummerets og pladens kulmination falder sammen i et voldsomt stykke støj, som fuldstændig afbryder sangen. Med resten af pladens dysterhed i baghovedet opfattes denne labyrint af lyd som noget dystopisk eller ligefrem dommedagslignende.

Der er noget ved dette støjstykke, som skurrer, ikke bare i ørerne, men også i den generelle opfattelse af pladen. Som dets indledende modstykke står det i skarp modsætning til de øvrige numres lyd. Der er noget forløsende i støjen, den udfrier et eller andet, som pladens stemning lægger op til, men her er den nu en smule for voldsom og umotiveret. Man fristes til at kalde støjen demonstrativ: Den skiller sig ud fra resten og dens formål synes noget tvivlsomt. I hvert fald kan det konstateres, at støjrammen er en radikal løsning, som mange nok vil finde en smule for outreret, særligt hvis man tager det overordnede udtryk med i betragtningen.

Bortset fra dette ene udslag af vildskab er sangskrivningen forholdsvis almindelig. Ingen numre falder ud, alle fungerer, men så heller ikke så meget mere. Lyden skabes ved hjælp af bl.a. ukulele, forvrængning, hjemmelavede instrumenter, herunder klinken med flasker, men den vildskab som på sine steder præger instrumenteringen, mangler i kompositionen. Når man ser bort fra de to omtalte støjstykker, er der nemlig ikke meget, der stikker ud, og det er her, man finder Faurholts svaghed. Den manglende vildskab gør, at pladen er god i stedet for glimrende.

Men god er den. Så god tilmed, at man finder det hjerteskærende i stedet for pinligt og banalt, når teksten i “Golden Strings” lyder »I won’t let you walk home alone, no, no, no, I’m afraid I will lose you«. Der skal noget til, og det leverer Faurholt. Den knitrende, dystre og hjerteskærende lyd kan i det hele taget bære en hel del.

★★★★☆☆

Deltag i debat