Koncerter

Fiery Furnaces, The, 25.11.07, Lille Vega, København

Fiery Furnaces’ seneste plade, Widow City, prægede sætlisten ved koncerten i Lille Vega søndag aften. Derfor var dele af amerikanernes optræden hæmmet af en vis monotoni, ikke mindst fordi en kontant, rytmisk fremførelse havde skubbet Fiery Furnaces’ vanligvis legende, synth-infiltrerede prog-poppede melodier en smule i baggrunden.Fiery Furnaces’ seneste plade, Widow City, prægede sætlisten ved koncerten i Lille Vega søndag aften. Derfor var dele af amerikanernes optræden hæmmet af en vis monotoni, ikke mindst fordi en kontant, rytmisk fremførelse havde skubbet Fiery Furnaces’ vanligvis legende, synth-infiltrerede prog-poppede melodier en smule i baggrunden.

Inden The Fiery Furnaces slog første tone an på scenen i Lille Vega, klargjorde hovedarkitekten bag den amerikanske søskendeduos kringlede melodier, Matthew Friedberger, at de ikke havde til sinds at tale særlig meget under koncerten. Derfor kunne man foranlediges til at tro, at det som ved tidligere Fiery Furnaces-koncerter ville blive et sæt, hvor sange fra duoens bagkatalog vævede sig ind og ud af hinanden uden nævneværdige afbrydelser. Det var dog ikke tilfældet. Koncerten var som enhver anden, for der blev levnet plads til applaus fra publikum mellem de enkelte og klart adskilte numre. Og både Matthew og især søsteren Eleanor havde god kontakt med de fremmødte.

I oktober udgav Fiery Furnaces sit sjette album og til dato mest kontante album, Widow City. Det var denne udgivelse, de var kommet til København for at promovere, og hvorfra hovedparten af sangene på sætlisten var hentet. Følgelig blev koncerten ikke den legesygt sprudlende oplevelse, som de fleste numre fra Fiery Furnaces’ øvrige udgivelser lægger op til. Først da tiden var så fremskreden, at vi nåede til ekstranumrene, hvor publikum blev opfordret til at komme med ønsker, kom det ældre Fiery Furnaces-materiale i fokus.

Da Fiery Furnaces fik sit gennembrud med Blueberry Boat i 2004, blev bandet ofte sammenlignet med en anden duo, hvis medlemmer har en familiær relation, nemlig The White Stripes. Men bortset fra dét og visse garagerock-influenser har de to duoer intet tilfælles. Fiery Furnaces bør derimod nærmere sammenlignes med prog-rockbands fra 70’erne som blandt andre King Crimson. Under søndagens koncert var dele af sættet imidlertid præget af en konceptuel monotoni netop a la White Stripes. Ikke sjældent var trommer og bas – håndteret af henholdsvis Bob D’Amico og Jason Loewenstein – samt Eleanors vokal sangenes grundsubstans. Det skete, når Matthew og hans chamberlain-keyboard blot lagde sig op ad rytmesektionens hårdtslående bastanthed og dermed ikke udfoldede de ellers så velkendte legesyge synthrytmer. De overrumplende overraskelsesangreb, duoen også udmærker sig ved, begrænsede sig stort set til hidsige temposkift mellem rytmesektionen og Matthews keyboard. De var til gengæld så voldsomme og effektive, at det praktisk talt var umuligt ikke at trække på smilebåndet af ren og skær overgivelse.

Ser man bort fra, at ekstranumrene virkede fremført lidt på skrømt, var bandet tight og velspillende gennem hele koncerten – med Matthew Friedberger som den virtuose ankermand, altid med et søgende blik på Loewenstein og D’Amico og et konstaterende smil, når han så, at de leverede varen. Det var derimod valget af sange, der gjorde, at man ikke blev ør i hovedet af at virre det rundt for at følge med de musikalske krumspring, man havde forventet ville foregå oppe på scenen. Materialet fra den ellers stærke Widow City indeholder i mindre grad melodier af den art.

Efter bandet havde været backstage i præcis så lang tid, at de nåede at få stukket en øl i hånden, holdt de ønskekoncert. “Inca Rag/Name Game” fra Gallowsbird’s Bark blev ønsket af én, men Matthew spillede og sang kun andet vers, før han sluttede brat. Et andet ønske, “Blueberry Boat”, blev leveret i en version, der var renset for originalens fløjter og gøglede cirkus-synth. Omtrent samme behandling fik “Tropical Ice-land” og “My Dog Was Lost But Now He’s Found”. Derfor blev det i mindre grad et iørefaldende og melodisk legende Fiery Furnaces, men derimod et til tider smadret, men altid kontant, rytmisk spillende Fiery Furnaces, man fik at høre denne søndag aften. Men det er trods alt langt fra et kedsommeligt bekendtskab.

Karakter:  

Deltag i debat