Plader

Georgie James: Places

Skrevet af Mads Jensen

Georgie James’ debutplade er spækket med engelsk-inspirerede popsange. Nogle er rigtig gode, nogle er bare kedelige. Fælles for dem alle er dog, at de er lyse og let tilgængelige, hvilket gør denne udgivelse til et godt våben i kampen mod den forestående vinterdepression.

Lige fra starten er denne plade happy-go-lucky, så det forslår. Musikken danser let og glad afsted og sætter aldrig tempoet ned. Man skal være mere end almindelig emo for ikke at komme i godt humør af Georgie James.

“Cake Parade” er en af de bedre sange på albummet. Det er en klaver- og vokalbaseret Kate Nash-agtig komposition. Den kan godt sammenlignes med en flot efterårsdag, hvor solen skinner, og bladene endnu ikke har sluppet deres greb i træerne. Sådan en dag, hvor man næsten kommer i forårsstemning. Lige indtil man mærker den bidende kulde, der minder en om, at der er lang tid til foråret. På samme måde er “Cake Parade” en lys og opløftende sang, men der er alligevel en underliggende alvorlighed i musikken, som gør, at det hele ikke bliver lalleglad og fjollet. Det er lyst og rart, men også alvorligt.

Næste lyspunkt på pladen er “Long Week,” der mest af alt minder om et forsvundet nummer af the Beautiful South. Selv om Georgie James er fra Washington D.C., er det gennemgående udtryk nemlig engelsk pop. Selv vokalerne minder mere om England end USA . “Long Week” er en overdådig produktion, der lader både vokal, guitar, klaver og trommer stå i forgrunden. Alligevel bliver det aldrig overrumplende. Det virker nærmere omfavnende. Det lyder imødekommende og rart. Omkvæddet er lige til at synge med på, og det kommer lige efter et break, som gør, at man virkelig kan tage sig selv i at vente på det, hvorefter man bryder ud i sang. Sådan skal en god popsang være, også selv om man bliver lidt skuffet over sig selv, når man i lutter begejstring begynder at synge, uden hensyntagen til at man har gæster og i øvrigt har glemt teksten.

Den fyldige lyd er gennemgående på hele pladen. På de gode sange, gør den dem endnu mere bløde og iørefaldende, men på de mindre interessante sange er den i stedet med til at gøre dem mere ligegyldige, end de i forvejen var, for i stedet for at lytte til melodien bliver man overrumplet af den store lyd, der til tider drukner melodien i sin pompøsitet. Hvor en mere kantet produktion kunne have bragt lidt liv i musikken, gør den svulstige ditto bare musikken mere uformelig og uinteressant. Det gør sig eksempelvis gældende på “Need Your Needs.” Melodien får aldrig lov til at sætte sig, fordi både vokaler og instrumenter er så polerede, at det bliver kedeligt. Det er ikke dårligt, det er ikke godt. Det er bare kedeligt.

Problemet med pladen er, at den svinger mellem rigtig gode popsange og mere kedelige sager, som aldrig rigtig rammer lytteren, men bare er der. Intet tyder dog på, at det er meningen, at denne plade skal tages ret alvorligt, og som lys og opløftende baggrundsmusik skal den nok kunne vise sig som en vigtig allieret i bekæmpelsen af en eventuel vinterdepression. Hvis det, man søger, er en plade, der er let at gå til og ikke kræver synderlig meget af sin lytter, er Places helt klart anbefalelsesværdig.

★★★½☆☆

Deltag i debat