Plader

The Gray Brigade: Fanfare

Skrevet af Mikkel Mortensen

The Gray Brigade byder på grandios indie-pop fra et enormt svensk band, der gerne vil være leveringsdygtige i lykke. Det er deres debutalbum Fanfare dog alt for anonymt til.

The Gray Brigades bandnavn får det til at lyde som om, at de er nogle forfærdeligt tungsindige typer, hvis musik svælger i mismod, men det gør den egentlig ikke. Der er bestemt tunge skyer sine steder på bandets musikalske horisont, men det 15 mand høje, svenske orkester, der med egne ord laver “grandios, cinematisk pop, der kunne få Phil Spector til at lægge pistolen tilbage i skuffen”, har som målsætning at lave et album med “en stor lyd og en masse lykke” – og det lyder jo meget godt. Den store lyd er bestemt til stede, og bandet gør sandelig god brug af alle sine medlemmer, men den lykke, som bandet efter sigende selv får ud af musikken, formår de desværre ikke at overføre til lytteren.

Dertil er bandets storladne indie-pop simpelthen for anonym. Sangskrivningen er bestemt ikke toptunet, og så er det virkelig ikke en god ide, at starte sit debutalbum med en sangtitel som “Please, Please Let Me Get What I Want”, der får lytteren til at tænke tilbage på en meget bedre sang med et meget bedre band. Værre bliver det faktisk, når man indser, at førnævnte åbningsnummer faktisk er et af albummets bedste. Her har bandet gang i en ganske medrivende og livsbekræftende melodi, hvor akustisk guitar og piano bliver glimrende suppleret af blæsere og et stort kor. Udover den ligeledes pianopumpende og blæserfyldte “Love Is Blind But Now I See” er det dog så som så med højdepunkter på Fanfare.

Fanfare er værst, når The Gray Brigade bliver for afdæmpede som på “Leftovers”, hvor alverdens blæsere, klokkespil og kor-vokaler ikke kan skjule det faktum, at sangens melodi simpelthen ikke eksisterer. Sådan én har “September: New Love” faktisk. Den er bare enormt irriterende og så hjælper det ikke, at det ekstremt opfindsomme omkvæd »I’m in love« skal gentages så mange gange, at man skulle tro det var løgn.

Sanger Thomas Jackson er et kapitel for sig. Hans register er meget begrænset, men det er egentlig ikke det, der er problemet. De toner, han holder sig til er simpelthen så klagende og ynkelige, at han fylder selv de letteste sange med så megen patos og angst, at man med en omskrivning af en tåbelig genremærkat kan kalde The Gray Brigades musik for “klynkepop”. Måske forsøger Jackson at kompensere for bandets svage sangskrivning ved at give sig fuldt ud bag mikrofonen. Det er bestemt beundringsværdigt, men bare ikke særligt rart at høre på.

Man må håbe, at de mange medlemmer af The Gray Brigade har det sjovt med den musik, de laver, for ellers har bandet ikke det store eksistensgrundlag. Fanfare byder simpelthen ikke på noget, man ikke har hørt før – og bedre. Det er ikke fordi albummet er fornærmende dårligt. Det er bare heller ikke synderlig vedkommende. Hvis det er meningen, at bandets musik skal være lykkebringende eller bare hyggelig at lytte til, var det nok en god idé med nogle bedre sange og måske en ny forsanger. De kunne naturligvis også bede Thomas Jackson om at slappe lidt af. Det er altså ikke særligt hyggeligt at lytte til en mand, der hele tiden lyder, som om han er på afgrundens rand, men det er måske bare mig.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat