Plader

Simon Gylden: First Man On Venus

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

På sin fjerde plade levner Simon Gylden både plads til de skæve folk-melodier, der kendetegnede hans plade Go Folk Yourself!, og de elektroniske udskejelser, som prægede hans forrige udspil, The Candy Apple Album. Sidstnævnte udtryk har han på vellykket vis igen opdyrket og udforsket på First Man On Venus.

Det er ikke kun ved at læse de cirkulært og småt skrevne sangtekster inde i bookletten, at man kan blive en smule rundt på gulvet af at lægge øre til First Man On Venus. En god håndfuld af pladens sange er musikalske collager af genrer og stilarter, der har den samme indvirkning på kroppen. Det er sange, der sigter mod danseskoene, mens de skamløst blinker til underlivet, og som formår at ramme plet. Det er svært at sidde stille til førstesinglen, “Nosebleed On the Catwalk”, der både rummer Prince-falset, Rolling Stones-riffs og klaverboksning a la Jerry Lee Lewis.

First Man On Venus åbner imidlertid i et mere nedtonet og intimt leje. “Punk Gurl” læner sig stilmæssigt op ad sangene fra Simon Gyldens mest stringente folk-plade, Go Folk Yourself!. Alligevel indeholder nummeret tegn på den musikalske retning, som udgør kernen på pladen, nemlig eklektiske popsange, der er gennemvædet af elektroniske fiksfakserier – og ikke sjældent popo-svingende beats. I “Punk Gurl” eksperimenterer Gylden med en elektronisk klangbund, men det er mest af alt det råbende, feststemte baggrundskor, der antyder den sprudlende og udfarende stemning, der råder på det meste af First Man On Venus.

Tidligere på året udgav Speaker Bite Me deres comeback-plade, Action Painting, hvor moderigtige beats pludseligt var en del af de danske støjrockheltes lydbillede. Simon Gylden har gjort lidt af det samme på First Man On Venus. På en opsamling med årets dansehits burde “Girls Let’s Go Dancing”, hvor håndklap, call-and-response-vokaler og næsten irriterende catchy synthesizer-toner har resulteret i et effektspækket og dansegulvsparat nummer, være en oplagt kandidat til tracklisten. Det samme kan siges om “Jeff Stryker’s Olifaunt Stryker’s Groovy”, der med energiske beats sætter skub i SImon Gyldens fest, hvor det må vrimle med letpåklædte kvinder, der vrider sig lystent omkring.

Disse elektronisk drevne og enormt iørefaldende uptempo-numre er ikke en ny tilgang for Simon Gylden. Stilen minder en del om eksempelvis “Naked On a Stick” fra debutalbummet Bring Your Daddy. Og fra sin forrige plade, The Candy Apple Album, har Gylden snuppet “Dixieland Drive Away” og indspillet den i en ny version, hvor der er skiftet til et højere og mere groovy gear.

Selvom det er de udfarende numre, der først og fremmest stikker ud, mestrer Gylden også i denne omgang at få de nedbarberede sange, der er centreret omkring en akustisk guitar, til at emme af intimt nærvær. Stærkt står “Passed Around” og “When I Wind Up Dead”, mens det countryrockede og noget fordrukne afslutningsnummer “Pro-Am Superstar” tager pladens sidste og afgørende stik hjem.

First Man On Venus er mindre interessant end den strittende Bring Your Daddy og langt fra så helstøbt som Go Folk Yourself!. Derimod er det Gyldens mest løsslupne og feststemte plade til dato, og den er en fornøjelse fra ende til anden.

★★★★½☆

Deltag i debat