Plader

Claus Hempler: Return of the Yes Man

Man kan ikke sætte en finger på mandens evner bag en mikrofon, for Hemplers vokal er og bliver en af landets bedste. Resten af materialet på soloplade nummer tre er til gengæld en anelse mere divergerende, og indimellem kan det være svært at følge den kurs, der er udstukket for Return of the Yes Man.

Hempler har uden tvivl evner for både rock og romantik, men han bør vælge ét ståsted ad gangen. Det er de helt store strygerarrangementer, der tager teten på Claus Hemplers tredje kapitel af hans “post-Fielfraz”-periode, og mørket fra den seneste plade er afløst af en anelse mere romantik og levende lys. Return of the Yes Man er muligvis ikke årets danske udgivelse, men den vil helt sikkert toppe listerne over candlelight dinner-musik, og selv om det vil være en fornærmelse at kalde de femten numre for “absolut datinghits”, så er det uomtvisteligt en plade, der kalder på den indre gentleman.

Nu er Hempler heller ikke bleg for at indrømme, at det er det grandiose og croonede, der kalder på ham, og man må give manden, at han har styr på sit metier, for både sangskrivningen og ikke mindst vokalen er mere end godkendt. At arrangementer og det symbiotiske måske halter indimellem, er så en anden sag, men Return of the Yes Man er overordnet set en rigtig fin udgivelse.

Det hele sparkes i gang af noget, der vækker minder om en musiktime i folkeskolen, hvor musiklæreren har stillet diverse instrumenter op, ungerne står klar med hver deres lille opgave, og så bygges det hele stille og roligt op. Lidt congas, “fisk” og piano gør gulvet usikkert, inden trommerne og vibraguitar sender hele herligheden mod himlen. Det er måske banalt, men det er virkelig overbevisende og en super cool indledning på en række numre, der godt nok indimellem mister kursen, men til gengæld donerer mange gode øjeblikke.

De intime “Stripped and Almost Boiled Down to Almost Nothing” og “Stardust Nostalgia” trækker lange skygger af Hemplers smukke og dybe vokal, der giver en helt speciel feeling, som nærmer sig noget, kun Leonard Cohen ellers har patent på, og som vel kan betegnes som en kærlighedserklæring overleveret med mandsmod og et testosteronspændt stemmebånd i lys af strygere og percussionflader med velourbløde toner og sukkersøde klange.

Nu er det ikke sjaskeromantisk det hele, og selv om det kan være befriende med et pusterum fra tid til anden, så giver Hempler den lidt for meget gas, når der skal luftes ud. Som Alphahannen der brøler, blæser “Let Your Straitjacket Hang Loose” alle intime stunder omkuld, og selv om et sporskifte ikke skader, så kommer den indre rockhund lidt til kort i blandt de mere sort/hvide numre, der på ingen måde minder om Michael Carøe-stilen, men tværtimod giver det sukkersøde onemanshow lidt kant.

“Divine Superstar” formår heller ikke rigtig at ramme den ellers så fornemme skåret popskabelon, som Hempler er bannerfører for. Jazz er noget af det første, der rammer nethinden, og det new orleanske trompettema er måske vældig hyggeligt, men virker alt andet end indlysende i valget af numre på en flot opsat popplade, der har både ambitioner og noget af have dem i.

Der er masser af attitude, coolness og internationale tendenser på Hemplers stort opsatte kærlighedsplade, men det er ikke nok at have en æstetisk sans for strygernes virke og de nostalgiske pianoflader. Man savner en anelse mere kontinuitet og frem for alt retning på Return of the Yes Man. Det gør ikke noget, at der er poleret med både brasso og silvo, men når et nummer som fx “Cute” brager og buldrer mellem det skinnende og symfoniske, så skaber Hempler en snert af forundring i stedet for forgabelse, og det er ærgerligt, når man indimellem render panden mod popperler som “Hardcore” og ” Last of the lullabies”.

★★★★☆☆

Deltag i debat