Plader

I Got You on Tape: 2

Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.

I Got You on Tape har lavet en lettere utilnærmelig plade, der triller monotont fremad i mellemtempo. Sådan er førsteindtrykket af bandets anden plade (der passende hedder 2).

Men, men, men…

…til lyttere med tålmodigheden i behold venter en glimrende plade på at åbne sig. Efter flere gennemlytninger bider sangene sig langsomt fast, og man forstår, hvordan det kedelige kan forveksles med det glimrende.

I Got You on Tape benytter nemlig monotoni som virkemiddel. Repetitive riffs, formørkede vokalmelodier og ensartet mellemtempo er nogle af de elementer, der udgør udtrykket på 2.

Tag for eksempel det umiddelbart magelige åbningsnummer “Dumping the Motorheads”. Med bløde lydflader lulles man ind i en dagdrøm, hvor der gives udtryk for nydelsen i at betragte bygninger styrte sammen. Det lyder som en blanding af destruktion og nihilisme, og med den bløde, dovne poplyd som bagtæppe rummer sangen klangen af noget ildevarslende.

Denne restringerede spænding gør bekendtskabet med I Got You on Tape nok så interessant. “Blow” er eksempelvis som en halvflad ballon, der alligevel er på kanten til at sprænge. Sangen slæber sig af sted uden at være hverken hurtig eller langsom, og sanger Jacob Bellens’ åbnende linjer – »Danger starts when you decide to go back home / Terrified from all that you’ve seen« – beretter om den dér svært definerbare fare, som man heller ikke begriber fuldt ud i det søvnige omkvæd.

Netop Bellens er en af de absolut primære grunde til at beskæftige sig med I Got You on Tape. Hvis man ikke allerede har hørt Bellens’ vokal udfolde sig i det folk-baserede bandprojekt Murder, er man gået glip af noget stort i nyere dansk musik. Også i rocksammenhæng er Bellens mere end vedkommende. Vokalklangen er én ting, men det er nu mere de unikke vokalmelodier, som vækker begejstring i denne lejr. Melodimønstrene stiger og falder inden for en begrænset skala, der hylder monotonien og samtidig formår at være både uforudsigelig og vellydende.

I Got You on Tape har også to sikre trumfer i guitaristerne Jakob Bro og Jacob Funchs fænomenale guitarspil. Bro og Funch har fremragende fornemmelse for hinanden, når de fletter deres licks, riffs og øvrige seksstrengestrøg. Det er ikke blær, det er ikke svært, men det er opfindsomt, imødekommende og insisterende på samme måde som hos Television og Luna. De to guitarmusketerer går sammen ad forgrenede stier, mens de altid holder vågent øje med hovedvejen.

Mod slutningen i den syv minutter lange midterkolos “Prophet Rock” går Bro og Funch dog ad helt egne veje. Det lyder mest af alt som en jamsession, hvor der er dømt fri leg. At bandmedlemmerne ikke helt har kunnet finde ud af en ordentlig slutning er synd men får lov at stå som en parantes i et ellers stærkt nummer.

Den står på rumklang i “Guerilla Girl,” hvor samtlige instrumenter pakket ind i effekten. Selv bassen svøbes ind, hvilket skaber en drømmerisk atmosfærestøj som fra et skibs motorrum. Den melankolske stemning og de længselsfulde guitarsuk bringer minder om dreampoppen, som Lush leverede den.

Stemningen løftes en smule i den sørgmuntre “Le Complication,” der med lunefulde backbeat-rytmer er det mest catchy indslag på pladen. »Is it warm where we’re going?« spørger Bellens nysgerrigt. Han besinder sig dog og spørger barnagtigt: »Can I come along or do I have to stay at home?« Leder man efter et singleudspil, er “Le Complication” er rigtig godt bud.

Allerbedst bliver det til allersidst på 2, hvor den overjordisk smukke ballade “Somersault” lukker pladen med manér. Med flerstemmig sang gøres stemningen nærmest helt højtidelig, og kirkeorglet, som i øvrigt er optaget i Vor Frue Kirke i København, hjælper da også til fremmanelsen af omkringsvævende engle, mens Bellens synger om at være nået til enden. “Somersault” er årets måske smukkeste nummer, og det sætter punktum med eftertryk på en god plade fra et godt dansk band.

★★★★½☆

Deltag i debat