Plader

Icarus: Sylt

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Icarus’ nye album er en blanding af studienumre og liveimprovisationer. Begge dele er en fortsættelse af bandets hjernevridende cut-up-elektronika, der ofte er svær at finde hoved og hale i. Det betyder, at man som lytter ofte efterlades, mens Icarus og musikken fortsætter videre.

Duoen Icarus er af Four Tets Kieran Hebden blevet kaldt for »mindblowing«. Og der er vitterligt noget ualmindeligt hjernevridende over musikken fra de to briter Ollie Bown og Sam Brittons elektroakustiske eksperimenter. Når man hører musikken kan det heller ikke overraske, at begge også rent professionelt beskæftiger sig med musik på akademisk niveau: Ollie Bown er ved at afslutte en ph.d. om menneskets musikalske udøvelse set i evolutionært perspektiv, mens Sam Britton har taget en master fra IRCAM i Paris – en institution, der regnes for en af de vigtigste på verdensplan, når det kommer til forskning og videnskab, der har elektronisk musik som emne.

Sylt er duoens opfølger til livealbummet Carnivalesque fra 2005, og dermed indeholder det nye album de første studieoptagelser fra Icarus siden den (over-)ambitiøse I Tweet the Birdy Electric fra 2004. Men Sylt indeholder også to lange, improviserede numre, “First Inf(e)rænce” og “Second Inf(e)rænce”, der er optaget under en koncert i Toulouse i 2006. Albummet er altså noget af en bastard.

Syv numre udgør de godt 60 minutter, som Sylt varer. Også I Tweet the Birdy Electric havde en spilletid på omkring en time, og for begge album gælder det, at det er lidt for lang tid, når musikken er så kompleks og ikke specielt åben for lytteren. Faktisk er det lidt, som om Icarus ikke tænker på andre end sig selv, når de laver musik. Med lytteren som offer.

Men det skal man et stykke hen på albummet for at opdage. “Keet” er akustisk baseret elektronika, og er en varm sag, hvor en del forskellige slagtøjslyde blander sig med manipuleret strengeleg, uden det bliver hektisk. Det minder faktisk nogle steder om The Books, der også baserer deres elektroniske musik på cello og guitar. Lidt over halvvejs mister nummeret dog pusten, da trommer stjæler lydbilledet, og nummeret går lidt i stå. Der er “Selfautoparent” og det synkoperede afslutningsnummer “Volks!” bedre bud på, hvordan hektiske rytmer kan skabe fremdrift.

Med “Rugkiks” bevæger vi os ind i et mørkere, mere abstrakt landskab. Manipulationen af instrumenterne er mere tydelig, og de vibrerende toner og baglæns afspillede lyde giver en ubehagelig følelse. En klarinet, der kun pustes blidt igennem, og klikkende klavertoner giver følelsen af at være spærret inde i et urværk på lsd. Ikke specielt behageligt.

Monumentalt på albummet står de to live-improvisationer “First Inf(e)rænce” og “Second Inf(e)rænce”, der begge varer over et kvarter. Så lange numre er sjældent nemme at få styr på for hverken lytteren eller musikerne, og for Icarus’ vedkommende er begge numre da også mere en slags sammensmeltning af flere numre, end egentlige helheder.

Især “First Inf(e)rænce” bærer præg af at være en lang live-manipulation af rytmer og lyde, der tvistes og vrides sådan lidt for sjov. Omkring de ti minutter skifter rytmen til noget mere langsomt, men der går ikke længe, før Ollie Bown og Sam Britton igen viser, at de er nogle legebørn, som smider lyde og ekstra beats ind i den musikalske rodekasse. Nummeret er et godt eksempel på, at det, der måske havde fungeret live, ikke virker på plade. “Second Inf(e)rænce” har et mere integreret lydbillede med sine langstrakte pianotoner og blødere Congo-trommeri. Det er en kamp mellem rytme og harmoni med en tredje joker, der hedder dissonans og repræsenteres af lyden af en ballon, som luften fiser ud af. Harmonien forlades og jungletrommerne tager over. Energi er der masser af, men igen virker nummeret langtrukkent og lige præcis så improviseret, som det er, og det kører start til slut uden, at der er udstukket en musikalsk retning fra Bown og Britton.

Hele albummet igennem er der i perioder interessante elementer, men som lytter bliver man aldrig fanget længere tid af gangen. Og fordi Sylt hverken er et livealbum eller et studiealbum, kan forventningerne ikke mødes på midten. De to lange improvisationer kommer til at virke hæmmende på helheden og mere introvert end godt er. Icarus er nysgerrige, medlemmerne er helt sikkert dygtige og progressive musikere, men flere steder lades lytteren i stikken. Så hvem har duoen lavet albummet til?

★★★☆☆☆

Leave a Reply