Plader

Iron & Wine: The Shepherd’s Dog

Skrevet af Janne Kristensen

Iron & Wines tredje fuldlængdeudspil præsenterer sin lytter for et lydunivers, der er bredere og mere velproduceret end på bandets tidligere lo-fi indiefolk-udspil. Heldigvis går følsomheden og det inderlige, spinkle udtryk ikke tabt på vejen. Sam Beam leverer stadig kompetent varme på regnvåde novemberdage.

Sam Beam hedder den skæggede mand bag americana-folk-bandet Iron & Wine. Desværre er han aldrig slået rigtigt igennem på i hvert fald den danske alternative scene, men nu er han klar med sin tredje fuldlængde på indiebaronernes selskab, Sub Pop, og det kan måske lave om på den tilstand. I hvert fald synes The Shepherd’s Dog endnu mere velproduceret, gennemarbejdet, poleret og spiced-up end hans tidligere udspil og det har ofte vist sig som en slags gylden genvej til et bredere publikums ellers så lukkede øregange.
Men det afpudsede, mere rummelige udtryk kan dog på samme tid synes som lidt af et afkald på det nærvær Beam ellers er notorisk forbundet med, eller…?

Spinkelheden i form af low-fi guitar-instrumentering og Beams stemme i betingelsesløst centrum af lydbilledet har helt tilbage fra debuten The Creek Drank the Cradle været en stor del af charmen ved Iron & Wine. Langsomme, følsomme ballader af stor inderlighed og hjerteskærende tilstedeværelse, som vi kender den fra andre mestre inden for singer/songwriter-genren som Nick Drake, Elliott Smith m.fl. har omsvøbt lytteren med lækker, blød og hyggelig alt.country.

Men nu har Beam øjensynligt fået lyst til at lege lidt mere med alskens instrumenter. På The Shepherd’s Dog er bas, trommer, percussion, orgel, banjo og elektronik blevet inviteret med i studiet, og det har meget naturligt tilføjet hans atmosfæriske univers en smule mere nuance, volumen og tempo.
Albummets første og anden skæring, “Pagan Angel and a Borrowed Car” og “White Tooth Man”, er gode eksempler på den nyvundne flersidighed. Der jammes derudaf med trommebølger, banjobjæf og klingende elektroniske indslag.

Traditionelle indiefolk-melodier er der dog også blevet plads til. “Lovesong of the Buzzard” kan således ses som en mere velproduceret udgave af Beams typiske minimale lo-fi. Igen kredser han lyrisk om en melankolsk erkendelse af, at »no one is the same as they would like to be«. Igennem udspillet møder vi desuden, på ganske klassisk Beam-vis, både tykke katte og bortløbne hunde i flertal.

Generelt fungerer de fleste af sangene på The Shepherd’s Dog godt i de nye, større og mere finpudsede rammer. Beams spinkle inderlighed får tilføjet nye instrumentale dimensioner, der klæder den meget lang hen af vejen. En sang som “House by the Sea” er et fornemt udtryk for, hvor flot et resultat der kan komme ud af at koble typisk Beam-følsomhed med klingende banjo og sprøde lydeksperimenter.
“Resurrection Fern” bliver det totale højdepunkt på albummet. Her tilbyder opbyggelighed, sprød vokal og sing-along-tendenser lytteren en maksimal grad af kærlighed.

Albummet kan anbefales som startsted for alle, der godt kan lide lækre, velproducerede indiefolk-plader, der samtidig kan bruges som varmeapparat på kolde novemberdage. Derefter er man så eventuelt klar til bagkatalogets minimalistisk lo-fi, hvor bl.a. ep’en Woman King fra 2005 med skæringen “My Lady’s House” nok aldrig vil blive overgået i total nærvær – ikke engang af Beam selv.

The Shepherd’s Dog er et flot og næsten helt pletfrit album. Det tenderer til at blive lidt for pletfrit, hvis man kan lide nedbarberet, skramlet, følsom indiefolk. Men forhåbentlig kan udspillet blive et vigtigt skridt på vejen til et velfortjent større kendskab til Iron & Wine.

★★★★★☆

Lyt til “Innocent Bones”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3638.mp3]

Lyt til “Boy With a Coin”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/3458.mp3]

Deltag i debat