Koncerter

Jandek, 11.11.07, Voxhall, Århus

En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation.(14.11.07)En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation.

Det var en af de efterårsaftener, hvor mørket kommer tidligt, og kulden bider som hest. Det var en aften, hvor Danmark for første gang mødte mysteriet Jandek. Et menneskeligt men måske også musikalsk mysterium, hvor analyser synes nyttesløse, idet manden bag Jandek insisterer på at holde næsten enhver gennemskuelighed fra livet – og lade musikken flyde frit fra fingrene.

Foto: Lasse Bertelsen

Arrangørerne Ljud startede med at viderebringe enkelte ønsker fra kunstneren om tavshed og fotografering uden blitz. Så indtog Jandek og resten af orkesteret scenen, og de gamle hænder rystede ikke da Jandek lod dem falde langsomt og inspireret henover tangenter, hvor orkesteret med et slet impressionistisk ryk fulgte efter.

Musikken var aftenen igennem erklæret improviseret med enkelte tonale indslag og klange fra Jandeks bagkatalog, hvor hans markerede og kantede guitarstil svingede fra snart de tidligere til de senere plader med en større besætning. I takt med at musikernes tøjler faldt, tog koncerten efterhånden fart. Efter aftenens første nummer byttede Phil Todd og Jandek plads, hvorefter førstnævnte trakterede klaveret en del mere jazzet end Jandek, og netop dette afsæt fra impro-platformen vækkede rytmegruppen til live.

Det var et velklædt skelet, der konsekvent sang sine atonale elegier igennem igen og igen samt parafraserende over flere tekstbrokker, der angiveligt var skrevet til lejligheden. Adskillige gange blev “Denmark” nævnt som også for at understrege koncertens unikke karakter. For det var unikt med alle disse slørede budskaber i et ofte minimalt kaos af doven jazz og rusten barberbladsblues. En blues, en sang om livet selv, det lille liv med et lighedstegn mellem det musikalsk frakturerede og hvordan man bemægtiger sig mellemrummet mellem mennesker, livet og tidens tærende træk.

Jandek har været næsten komplet anonym siden 1978, hvor debuten under navnet The Units udkom. Siden hen har han udgivet omkring 40 albums, og i 2004 stod han pludselig frem og spillede en koncert ved Instal-festivalen. Muligvis for nu at forevige og fange det skære øjeblik, der kun kan findes i koncertens møde mellem afsender og modtager. Og nu stod manden altså i lille Danmark. Det faktum kunne mærkes på publikummet, og samtidig syntes niveauet at stige jo længere koncerten skred frem. For lige såvel som musikerne blev spillet varme, blev denne døs af genfærds optræden stadig mere påtrængende som en død og senet mand, der konsekvent messer »I’m alive«.

Det femte nummer i rækken af numre, der forblev navnløse for publikum, var dog et højdepunkt. Her fik især trommeslageren, Alex Neilson, sat sit præg på et kogende nummer, der med flere minimale chases og enkelte underspillede synkoper gik en længere krebsegang med den blødeste elbas for at slutte med aftenens klareste og mest klangfyldte klaverakkord. Efter seks-syv improvisationer begyndte luften dog at sive ud af hovedpersonen, der i dele af de sidste numre decideret faldt ud i visse passager. Her fik han ikke formuleret og videregivet musikkens grundlæggende stemninger med samme hårdhed. Orkesteret holdt dog fast i de mest massive grooves, men det ændrede ikke på, at mesteren simpelthen fik talt for et par gange for meget.

Afslutningen på klaveret, der således indrammede koncerten fra start til slut, var ikke desto mindre perfekt. Jandek istemte klaveret med en inciterende feeling, der fik én til at ønske, at han havde skiftet instrument tyve minutter tidligere. Med en sagte fornemmelse for et farvel sang Jandek med indlevelse: »In a dream / You can do / You can do / Anything you want«. Det var denne tanke, der roterede i hovedet på undertegnede på vejen hjem, frossen og forkommen: at det hele måske alligevel var en drøm om en cowboys genfærd i Texas og ikke en novemberaften i Århus.

Karakter:  

Deltag i debat