Plader

Anna Järvinen: Jag Fick Feeling

Den forhenværende Granada-sangerinde har skabt et solidt soloudspil, hvor de poppede elementer fra bandperioden fint implementeres i et lidt mere tempofyldt lydbillede. De engelske tekster er skiftet ud med det svenske, hvilket klæder sangene.

Med den svenske psych-prog-jazz-rock-gruppe Dungen i ryggen kaster svensk/finske Anna Järvinen sig over sart nordisk pop, og begiver sig ud på soloartisternes gyngende grund. Et område, der kan give gevaldige ridser i lakken, når navlestrengen skal kappes, i dette tilfælde fra bandet Granada. Heldigvis gør Järvinen det ikke sværere, end det det behøver at være, og hun afholder da sig heller ikke fra at benytte samme popmelankoliskabelon, som sit tidligere band, når sangene skal formes og drejes, men et par ting har ændret sig. Sproget og tempoet.

Det styrker sangene, at Järvinen synger på svensk. Det giver et touch, noget mørkt og skandinavisk, som hendes vokal udnytter til fulde. Tidligere gav hendes engelsk med svensk accent sangene et charmerende præg, men det er nu skiftet ud med et langt mere alvorligt og fængende udtryk.
Tempoet er ikke højere end, at de akustiske instrumenter kan følge med, men Järvinen udforsker alligevel det geografiske popatlas, med lidt mere beat og fremadrettethed, hvilket ligeledes er et fint afsæt fra tidligere tider.

“Götgatan” er da også næsten solbeskinnet og uskyldig i sit udtryk, hvor Järvinens »la la la la la la og uh uh uh uh uh« driver gæk med den bølgende og berusende akustiske guitar. Et nummer, som leder tankerne hen mod en ung Nina Persson eller Sophie Zelmani, men alligevel afgiver sangen sit eget aftryk via en meget folk-præget violin og et rullende beat.

“PS Tjörn” er ligeledes berusende og livsglæde-ramt, men derefter daler tempoet en anelse og Järvinen udfolder sig via et overvejende akustisk og underspillet univers, hvor de vemodige melodier får rigeligt med rum til at folde sig ud i al deres pragt. Både “Koltrast” og “Kan du gå?” er nedbarberede og såre simple, hvilket blot bidrager til, at Järvinens stemme bærer sangene op i et højre luftlag, og det er ikke en skam.

Super original kan man næppe kalde Anna Järvinen. Men hun besidder en personlig stil, der forener en række indflydelseskilder, som flettes ind i hendes sange. Der er nordisk vise, sommerpop, malankolsk americana og jazzede elementer som enkelte gange smeltes sammen og danner et helt fantastisk lydbillede som fx på “Svensktalande bättre folk”.

Her hjælper Dungen godt med i processen, og når Järvinen udgyder sine længselsfulde sange om frygt for fortiden, fremtiden, hverdagen og årstiderne, der godt nok kan virke lidt banale, så fører musikerne melodierne fint sammen til en uafbrudt symbiose, uanset om det er pop med vise, twee, folk eller indiepop.

Pladen skal roses for vokal og musik, hvor imod lyrikken skal bearbejdes en anelse. Det er fint at udlevere egne tanker og refleksioner, men Järvinen beskuer det hele på afstand, og holder igen. Hun får ikke flettet sig selv ind i barndomsfortællingerne og det går ud over det personlige aftryk.
Mange vil nok finde Järvinens musik for blid og letbenet, og muligvis er Jag Fick Feeling et helt almindeligt popalbum, men hører man til dem, der gerne vil stå ved sin bløde side, så skal man ikke tøve med at stifte nærmere bekendtskab med Järvinens solodebut.

★★★★☆☆

Lyt til “Götgatan”:
[audio:http://www.hapna.com/gotgatan-160.mp3]

Deltag i debat