Plader

P Jørgensen: Lets the Sun Drag Itself Out in a Long Ray

Det nærmest begivenhedsløse er en kardinaldyd i ambient-genren, men kun få formår at mestre det, der i bund og grund ikke lyder menneskeligt. Danske P Jørgensen gør et beundringsværdigt forsøg, men glemmer baderingen på de evige toners ocean, hvor han lider skibbrud i ensformigheden.

Kald det ambient, drone eller mininalmusik. Som udgangspunkt synes det lettere absurd at sætte ord på en kunstart, der med tavs autoritet insisterer på det ordløse som en uanfægtelig værdi. Opgaven kan sammenlignes med at skulle anmelde vandløbets ilinger, vinden i træerne eller skyernes himmelvandring og lader sig derfor svært gøre. Alligevel vil jeg driste mig ud over lapidariske tostavelses-sandheder som “cirkel” og “væren”, der ellers ligger lige til højrebenet.

P Jørgensen udgiver sit debutalbum på det polske selskab Monotype, der inviterede den danske musiker indenfor efter at have lagt øre til hans kunnen på Myspace. Netop en upersonlig kontaktformidling i en virtuel parallelverden går fint hånd i hånd med musikkens ustoflige karakter. Der er tale om musik af den slags, der overflødiggør enhver tale om tilhørsforhold og inspirationskilder, eftersom det er selve universets grundtone, der synes at være den kunstneriske mission.

Albummets seks numre konkurrerer indbyrdes om superlativer som “utydelig”, “hensygnende”, “udvisket”, “tyst” og “transcendent”, men ender med at dele præmierne, da overtegnede, grundet overvældende lighedstræk, må opgive at skelne dem fra hinanden.
Musikken er som en sært skinnende kugle, der på uforklarlig vis roterer i sit leje, hvor overfladen langsomt slibes af vand og sandkorn. Således snarere forfines end forandres tonerne, der uophørligt pulserer varmt og glødende om et uindkranset centrum.

På trods af dens uhåndgribelige væsen, synes musikken også at kunne defineres som mikroskopiske strukturer. De umærkeligt changerende toner minder om lysets spil i et olie-imiterende stof, et stof der måske nok er smukt og betagende, men i længden ikke er noget kæresten gider at gå med. For at blive i metaforen kunne det også siges, at stoffet er elegant, mens kjolens snit er lige lovligt firkantet og langtfra udfordrende.

Problemet med at bedømme musik som den, vi møder på under meditationsøvelsen Lets the Sun Drag Intself Out in a Long Ray, er, at der samtidig er alt og alt for lidt på spil. P Jørgensen risikerer intet og giver lidet af sig selv ved at lade alnaturen få kunstig intelligens og udsynge sin varmt metalliske hvalsang hen over 35 fra hinanden uadskillelige minutter. Lyddesignet er flot, bevares, men alt for anonymt til at gøre hævd på en plads blandt skaberværkets hofmusikanter. Vil han andet end tjene som underlægningsmusik til indierockernes yogalektioner bør genren udfordres eller i det mindste tilføjes en distinkt signatur.

Musikken aftvinger uden tvivl tavs indre værdsættelse. De intuitive bevægelsesmønstre virker dybt afvæbnende. Ytringstrangen svinder ind til det rene intet og efterlader blot en behagelig undren over verdens underliggende strømme. Gøren viger for en gangs skyld pladsen for væren, hvorfor man kunne fristes til at lade musikken være udenfor bedømmelse, alene på grund af musikkens uantastelige præmis. Men kun i New Age-afdelingen findes nåden. Lets the Sun Drag Itself Out in a Long Ray får en middelkarakter, fordi den ikke magter at overskride sine egne grænser.

★★★☆☆☆

Deltag i debat