Plader

Prefuse 73: Preparations

Skrevet af Mikkel Arre

På papiret har Scott Herren gjort det rette på sit fjerde Prefuse 73-album: afsøgt nye musikalske territorier uden at give helt afkald på den lyd, der har gjort ham til electronica-stjerne. I praksis kan tilføjelsen af strygere, guitar og klaver dog ikke skjule, at hans glitch-hop har mistet evnen til at fænge.

Det er et godt spørgsmål, om Scott Herren bare var heldig at ramme en bølge, eller om han selv startede den. I hvert fald viste hans debutplade under navnet Prefuse 73, Vocal Studies and Uprock Narratives, at musikverdenen anno 2001 var helt klar til digitalt opklippet hiphop, der på én gang havde solide rødder i genrens traditioner og dyrkede det kaotiske i en fragmenteret stump-på-stump-collagestil. Anmelderne hyldede ham og kunne slet ikke få armene ned, da opfølgeren One Word Extinguisher udkom to år senere. Pladens glitch-gnistrende blanding af hiphop-rytmik og electronica-landskaber a la Autechre var nærmest uforsonlig i sine insisterende angreb, hvor lytteren ikke fik mange pauser til at komme sig over Herrens hvileløse forsøg på at få renset ud efter et forlist parforhold.

One Word Extinguisher lød og lyder som et af årtiets mesterværker, og så er det sin sag at komme videre. Det har det også været for Scott Herren. Efter den gæstevokal-overlæssede Surrounded by Silence forsøger han nu med Preparations at komme tilbage på sporet. Et projekt, der højst lykkes delvist. For godt nok overgår hans fjerde fuldlængdealbum den svage Surrounded by Silence, men albummet slæber på samme kerneproblem: nemlig, at bølgen er væk.

For uanset, at man ikke kan tage fra Scott Herren, at han er umanerligt ferm til at programmere sitrende hiphop-beats, der kan sætte nakken og tankerne i bevægelse på samme tid, så har de ikke samme evne til at fænge som for fire-fem år siden. Blandingen af glitch, Warp-electronica og hiphop er efterhånden hørt så mange gange, at kombinationen meget let kommer til at smage mere af lydtapet i trendy tøjbutikker end af musikalske nybrud.

Herren prøver ellers at puste nyt liv ind i Prefuse-projektet. På Preparations mixer han sine komprimerede, synkoperede rytmer med et langt mere organisk lydbillede end tidligere. Der er masser af stryger-brudstykker, og det giver numre som det imødekommende “Girlfriend Boyfriend” og ikke mindst højdepunktet “Class of 73 Bells” nogle filmiske, nærmest storladne kvaliteter, som Herren på tidligere Prefuse 73-plader ville have skudt i sænk i løbet af få sekunder.

“Class of 73 Bells” demonstrerer, hvordan der ligger guldkorn og venter, når blot Herren giver sig tid til at være tålmodig. Her underspiller han nemlig beatet og de digitale manipulationer, så der bliver plads til klokkespil, strygere, udflydende tværfløjtetoner og sfæriske kvindevokaler. Ved at nedtone rytmikken en anelse og skrue op for de nærmest psychpoppede tendenser lykkes det Herren at skabe et af sine allerstærkeste numre – ikke mindst fordi han helt atypisk for sit arbejde som Prefuse 73 tillader det fine omkvæd at køre i ring lige så mange gange, det kan holde til, frem for bare at klippe det itu i en fart.

Når de mange akustiske instrumenter og den lidt mere luftige stemning alligevel ikke kan løfte Preparations op i de mere interessante luftlag, skyldes det, at man ikke undslippe fornemmelsen af at lytte til en gentagelse. De hylende synthtoner med metallisk finish, der ofte omkranser de huggende beats, har Herren bragt til torvs i flere tidligere ombæringer. Og tricket med at klippe vokaler i bittesmå stykker og bygge beats af dem kan heller ikke længere gøre et ellers dynamisk nummer som “Beaten Thursdays” til noget særligt.

Overraskelsesmomentet er væk, og selv om Herren altså stadig komponerer og producerer ganske stærkt, er der ikke nok nyt under hans sol til at gøre det nye album til nogen stor oplevelse – i hvert fald ikke hvis man kender til Herrens bagkatalog.

Imidlertid åbner afslutningsnummeret måske døren på klem til et nyt musikalsk liv for Prefuse 73-delen af Herrens kreative udladninger. Med et skrabet, næsten lavmælt beat underneden ruller mørke klaverakkorder og dunkle bastoner langsomt fremad. De gentages og gentages, og deres afmålte, men dog insisterende karakter antyder en vis uhygge. Stumper af sukkende stemmer, strygere og lyse klaverstrejf forsøger at afbryde monotonien, men den mørke bund bumler videre uden hverken tøven eller antydninger af at ville eksplodere. Efter fem minutter klinger nummeret langsomt ud – uden en forløsning, men til gengæld med stor følelsesmæssig effekt. Så måske er det dér, Prefuse-fremtiden ligger: i et musikalsk territorium med mindre fokus på beats og med mere uforudsigelige kompositioner. Dét vil jeg i hvert fald gerne høre Herren prøve kræfter med – uanset om det så er vejen til at ramme en ny bølge eller ej.

★★★☆☆☆

Deltag i debat