Plader

Quio: Phiu!

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Det er hverken drum’n’bass, garage eller dubstep, som Quio leverer på sit andet album. Musikken ligger derimod et eller andet sted derimellem, tilsat en god portion humor og hendes vokal-arbejde, der inkluderer rap, oplæsning og sang. Alt i alt er det en helt unik, men samtidig noget rodet affære uden retning.

Som en mellemting mellem en firearmet Medusa med flagrende slangehår og en rebelsk, kampparat ungdomshus-tøs poserer Quio på coveret til sit andet album Phiu!. Attituden er både kunstnerisk og oprørsk, og det dækker egentlig indholdet ganske godt.

Quio er en kvindelig MC fra Berlin, der opererer i samme musikalske landskab som AGF, hvor digtlignende tekster serveres på flere måder hen over en blanding af drum’n’bass, garage og dubstep. AGF har da også både produceret albummet og skrevet musikken til de fleste numre, hvilket kan høres. Begge kvinder er kendt for abstrakt lyrik og skæve beats, og der er ikke noget overraskende i, at denne lyd går igen på Phiu!, der følger Quios album Like Oooh! fra 2005.

Albummet er absolut ikke homogent på nogen måde. Det er, som om Quio følger sine helt egne lyster og skider på alle konventioner om, hvordan musik skrues sammen. Det betyder ikke, at albummet er tre kvarters larm uden indhold, men det betyder, at det er umuligt at genrebestemme musikken som andet end en bastard, der bygger på rytme og bas. Oveni kommer så Quios måde at levere sine tekster på. Hun synger blidt, rapper aggressivt og læser sine tekster stift op, hvilket giver en fantastisk variation. Men der er klart nogle steder, det fungerer bedre end andre.

Den første hurdle er åbningsnummeret “Bratwurst”, som er fjollet på en overdreven måde med en kras, råbende mand, der karikeret giver vokalt honnør med ordene »Jawol Frau General«. På samme måde har “Minha Rima”, som er en form for undervisningstime i brasiliansk-portugisisk, sikkert også været sjovere at lave, end den er at lytte til.

“Grow Together” har two-step-tendenser med strygere som backing, mens “So Loud” er mere tilbagelænet dubbet og har Nicolette på gæstevokal. De to numre er sådan set fine nok, men det er først “Rising Tide”, der er albummets egentlige øreåbner. Beatet er stramt og synkoperet, mens musikken mestendels består af et cembalo, der er blevet klippet i småstykker. Quio og gæsten Lise leverer en vokalside, der slår og river, selv om rap og mere blid sang afløser hinanden.

Mens “I Jump” umiddelbart kan virke som en blød kliché, der skal tage lytteren ned fra det foregående musikangreb, så er den mørke, industrielle vuggevise med AGF som sangerinde faktisk et ret godt nummer – og det fungerer bestemt også sammen med det efterfølgende “Me Mucker”, der har en fantastisk hurtig, kompleks downbeat rytme.

Og det er sådan, Quios album fungerer bedst: Når de enkelte numre spiller godt sammen. For når det ene nummer stritter i grime-retningen, mens det næste nærmest er pop-electro, er der ikke meget flow på albummet, der også ligesom mister sin substans og evne til at engagere lytteren.

Senere på albummet får vi serveret endnu et vellykket musikalsk par, “Mole” og “Shellshocked”, der henholdsvis er en dubbet ballade og et mere ’in-your-face’ angreb. Sidstnævnte benytter, hvad der lyder som fingerspillet cello og violin hevet igennem en edb-maskine som bagtæppe. Men så sent på albummet er størstedelen af lytterne nok allerede hægtet af den eklektiske rodekasse, og de når næppe at opleve mere en et enkelt lyspunkt på albummet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat