Plader

Sambassadeur: Migration

Det andet album fra svenske Sambassadeur er grundet sit mærkeligt spraglede udtryk svært at sæsonbestemme. Kombinationen af dyster og distanceret indiepop og twee kan fungere som underlægning til vinterens mørke granskning og sommerens lyse dage.

Migration er noget så mærkeligt som et album, der er både monotont, grænsende til det kedelige, og underligt usammenhængende. Størstedelen af pladen stryger de fleste med ørenhårene uden at ugle. Det behagelige står over det interessante, og det sikre over det nyskabende.

Majoriteten af numrene er skåret efter en velkendt skabelon. På en bund af Phil Spector-trommer udfolder der sig noget, som i den grad er hørt før. En distanceret kvindevokal, der åbenbart ikke kan bekymres over noget så banalt som en indspilning, gør alt for at fremmane et lakonisk udtryk.

Resten af kvartetten akkompagnerer frontdamen Anna Persson med blide, harpelignende guitarer som de vigtigste elementer. Med mellemrum optræder dels en række besynderlige lyde, som ikke altid lader sig nærmere bestemme og dels diverse usædvanlige percussion-indslag. Oftest holder de sig dog i baggrunden, blander sig med resten og medvirker til opbygningen af en ret solid lydmur.

Det meste af pladens spilletid driver fremad på denne facon, langs en lige linje, som en meget sløj elektrokardiografi, med ganske få udsving, enkelte hjerteslag, som aldrig er stærke nok til at sætte lytterens blodcirkulation rigtig i gang. Som pladen langsomt driver ud i intetheden, må man falde hen. Det er nu ikke kun på en negativ måde. Der er en art skødesløshed over lyden, en uangribelig kynisme eller nonchalance, som medvirker til at sætte én i den stemning.

Ikke desto mindre må man holde fast i, at Sambassadeur placerer sig bredt og fladt midt på den store hovedvej. Kun med stort besvær ville man kunne finde frem til nogen, albummet faktisk kunne provokere. Ingen kunne vel finde den ubehagelig. Til dét er den for uvedkommende.

Der er dog et modsætningsforhold, som hæver pladen en kende: Vokalen antager til tider et nærmest androgynt leje. Man må overveje, om det er en kvinde eller en mand, der synger. Eller rettere, en pige eller en dreng. Overfor kynismen befinder der sig nemlig en naivitet, som aldrig overmander førstnævnte eller selv bekæmpes. De er der på samme tid. Det samme er en lidt ubegribelig og ligelig fordeling mellem det dystre og det lyse. Det er ikke rigtig til at finde ud af, om man befinder sig i et sneklædt landskab omgivet af bladløse træer, eller om man snarere er på vej ud i det flagrende sommerliv.

Trommerne i titelnummeret fører tankerne hen på 1960’er pigebands, guitaren bringer svage minder om et eller andet vilkårligt nummer med Belle & Sebastian. Som vokalen kommer på, tænker man uvilkårligt på Pet Shop Boys – men kun for et øjeblik. Den kendetegnes ved distance og kulde, men slår indimellem over i noget piget. Det går i adstadigt tempo, og man fristes til at kalde det om dyster twee.

Med “Final Say” og “Something to Keep” føjes et nyt og ganske anderledes lag til. Førstnævnte lægger ud med stærkt elektroniske trommer og keyboard. Der er vist ikke nogen tvivl om, at New Order har været en stor inspiration her. Skiftet er underligt, fordi det er så radikalt på en plade, der på sin første del er så monoton.
“Something to Keep” er en mere nedspillet sag, som blot inddrager noget mere sprælsk i indiepoppen. Pet Shop Boys og Belle & Sebastian er gået i studiet sammen, og det giver plads til noget, der ligner kulminationer.

Disse numre er blandt albummets bedste, men desværre forvirrer de det helhedsudtryk, som, kedeligt eller ej, pladens første del er præget af. Det føles som om de to numre ikke passer ind. Forvirringen bliver total, da “Someday We’re Through” og “Calvi” bringer en helt tredje stil på banen, som tydeligst kan karakteriseres som godnatsange. Begge er typiske afsluttere til sjælfulde albums. Man ville normalt bruge dem til at vugge lytteren behageligt ud af en plade, men her, midt i New Order-inspirationerne og ovenpå den kølige omgang ubekymrethed, virker de ret malplacerede.

Migration er frem for alt en underlig plade. Isoleret er de fleste numre ganske gode, men samlet udgør de et noget blandet, usammenhængende og til dels kedeligt indtryk. Pladen er mærkværdigt nok for ensartet og for alsidig på samme tid.

★★★½☆☆

Lyt til “Subtle Changes”:
[audio:http://www.labrador.se/mp3/Sambassadeur-subtle_changes.mp3]

Lyt til “Final Say”:
[audio:http://www.labrador.se/mp3/sambassadeur_final-say.mp3]

Deltag i debat