Plader

Six Organs of Admittance: Shelter From the Ash

Skrevet af Filip Granlie

Med Shelter From the Ash formår Six Organs of Admittance at skabe mere og mindre vellykket ensformighed på to forskellige niveauer. Fundamentet i deres, skal vi sige, psych-folk-drone er blændende monotont og udstrakt. Ornamentikken i form af især guitarfigurer halter desværre lidt bagefter.

Indtil jeg modtog Shelter From the Ash, begrænsede mit Six Organs of Admittance-kendskab sig til en lovligt downloadet mp3, “Words for Two” fra School of the Flower fra 2005. På baggrund af én gennemlytning af denne sang havde jeg afskrevet bandet. Mit umiddelbare mishag ved udsigten til at skulle anmelde pladen blev dog hurtigt afløst af umiddelbar begejstring.

Jeg har siden stiftet bekendtskab med Six Organs of Admittances seneste to plader, og jeg kan konstatere, at der ikke er sket de helt store udsving i forhold til den seneste diskografi.
Shelter From the Ash består ligeledes af sange og kompositioner, hvor insisterende repetitioner, harmonisk stilstand og generel monotoni udgør et indbydende grundlag for dekorationer i form af vokalmelodier, guitartemaer og -soloer.

Six Organs of Admittance mestrer skabelonen. De hapser blandt andet fra en slags jazz, fra en slags postrock, fra en slags guitarrock og en del fra en slags drone, smider det hele i gryden og rører rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt, indtil det er én lang, ensartet masse. Pladens grundlæggende spind er en beroligende trance og indimellem endda med orientalske tonemønstre.

Det er i hvert fald tilfældet på det lullende åbningsnummer, “Alone With the Alone”. Dronemaskiner, bækkener og en flydende guitarakkord udgør fundamentet, mens en akustisk guitar improviserer over en doven molskala. Langt tilbage synger Chasny »alone with the alone«, inden en elektrisk guitarsolo tager over og derefter endnu en elektrisk guitarsolo.

En komplet anden taktik udviser Six Organs of Admittance på “Strangled Road”, som er en traditionel, men også stillestående folkagtig sang med akustisk guitar og et fletteguitartema over eller under versmelodien. Ideen og lyden er fortrinligt udført, men Elisa Ambrogio fra The Magik Markers bidrager desværre med en kedelig efterskoleandenstemme i omkvædet.

“Alone with the Alone” og “Strangled Road” udgør omtrent polerne, hvorimellem pladens øvrige numre befinder sig: Nogle er sange med lidt mere trance, og andre er dronekompositioner med lidt mere traditionel sangstruktur. Der bliver støjet lidt ekstra på et par numre, mens andre adskiller sig på anden måde. Fælles for hele pladen er det, at guitarfigurer- og soloer fylder en god del.

Chasny spiller selv ganske udmærket guitar, og de øvrige guitarister spiller også fint, men det generelle skalaudvalg er desværre ret begrænset. Det orientalske islæt er udmærket, men det går lidt for meget igen, ligesom der ikke er meget variation at hente i den tekniske udførelse af guitarspillet. Det er ikke beskæmmende, men blot småirriterende, når nu det fylder så meget.

Det skaber det underlige paradoks, at pladens klare kvaliteter består i dronerne, repetitionerne og monotonien, mens den manglende variation i det, der skal stikke ud fra monotonien, trækker ned. Alternativt kunne disse også være demonstrativt monotone, men det er ikke tilfældet. Ikke desto mindre glæder jeg mig over, at jeg måtte give Six Organs of Admittance en ekstra chance.

★★★★½☆

Deltag i debat