Plader

Sunburned Hand of the Man: Fire Escape

Kieran Hebden spørger Sunburned Hand of the Man, om de kan lege. Det kan de godt, men efter både frugtsalat og stoledans vil flippergruppen lege nogle, for Hebden, kedelige (og mærkelige) stillelege. Heldigvis leger de hjemme hos ham, så da han råber »jorden er giftig« og sætter ild til gulvet, er alle med på idéen.

At lytte til band-kollektiver som Wooden Wand and the Vanishing Voice, Jackie O’ Motherfucker, No-Neck Blues Band, Ginnungagap og Sunburned Hand of the Man er som at sidde overskrævs på et tveægget sværd. Derhjemme i sofaen, med sindsroen godt forankret i røgelse og urtete, synes betingelserne noget nær optimale for en kognitiv overflyvning af musikkens muligheder. Men somme tider forliser lytteoplevelsen alligevel i en anmassende mistanke om tilfældighed og dilettanteri i mylderet af bongo, droner, syngeskåle og … you name it. Så er det, man tager brandtrappen tilbage til virkeligheden.

Tilbage i dagene, da kernemedlemmerne i Sunburned Hand of the Man stadig gik under navnet Shit Spangled Banner, var der, hverken noget der hed “freefolk” eller “New Weird Americana”. Disse udknaldede genre-termer indfandt sig, alt som der tegnede sig et billede af en regulær bevægelse i de nordlige stater. Her tog koncerterne form som rituelle rundkreds-scenarier og gengav sjældent på forhånd kendte kompositioner. I stedet blandedes impro-jazz, tribal, noise og alt med psykedelisk anknytning under musikalske ækvivalenter til den Nørgaardske hesteofring, og den eneste ingrediens, der umiddelbart trådte frem af dampene fra heksegryden, var den umiskendelige fjolleurt.

Sidste år udgav Jackie O’ Motherfucker et dobbelt live-album under titlen America Mystica og udvidede derved det begrebslige univers omkring de neo-psykedeliske bandkollektiver. Titlen var på én og samme tid underligt selvhævdende og tilsigtet ironisk. Ligesom i genre-betegnelsen New Weird Americana er nationalbevidstheden trodsigt på spil som et desperat ønske om at tilhøre en kultur, hvis mystiske aner stikker dybere end Blair Witch Project. Bevægelsens musikalske bestræbelser kan stedvist synes naive og overivrige efter at nå dette kunstens mystiske grænseland, men på Fire Escape overhaler den derimod rettede længsels rastløse flugt det skramlede navlepilleri. Og gud ske lov for det.

Årsagen dertil skal findes i albummets udefrakommende kurator og producer, Kieran Hebden, der trods mange projekter stadig kendes bedst som Four Tet. Om det har nogen indflydelse, at netop Hebden har lidt mindre under den åndeligt udmagrende amerikanske kultur får stå ubesvaret hen, tydeligt er det imidlertid, at mandens indsigt i rytmer synes at stamme fra en mystisk-intuitiv musikforståelse, der kommer Sunburned Hand of the Man til gode.

Den trættende tilbøjelighed til at lade udvandringer og eksperimenter drukne i egen retnings- og rodløshed fejes af bordet, hvor der i stedet serveres et lysere og lettere rytmekorpus, en dybdeskarp adskillelse af instrumenterne og en kernesund albumstruktur. Allerede efter introen “Words to Live By” har indvarslet albummets høje energiladning med 34 sekunders finthakket alt-godt-fra-støj-kisten, sætter “Nice Butterfly Mask” rytmetoget i gang med en vakuumomsluttet og forbløffende funky feeling, der ikke mindre overraskende viser sig at blive det herskende element på albummet.

På tredje trin op ad brandtrappen støder man på “What Color Is the Sky In the World You Live In?”, der beviser, at bandet har lært ikke så lidt af deres samarbejde med finske Circle, hvis man tænker på finnernes overdådige kammerværk Miljard. Fløjter, bas, klaver og rasleinstrumenter udgør et stillestående, men frodigt delta, en scene, der fra tid til anden indtages af besynderlige fugle i form af skræppende trompeter og udefinerbar tropisk interferens.

Sunburned Hand of the Man demonstrerer albummet igennem en stor alsidighed, der drillende leger med lyttervenlige meloditilløb. Disse vinder dog aldrig indpas i den overrendte underskov, hvor regnbuespættede rytmer bærer en rundforvirrende relativitetssans på understellet af et utrætteligt tusindben. Bandet med verdens måske smukkeste navn leverer, i forhold til det hidtidige output, et langt mere positivt, altædende end selvophøjet, kontrært værk, der som en art rytmisk svampevækst sætter sig fast på den indre hjernebark, hvor den tærer på det intellektualiserede forsvar mod hæmningsløse dansetrin – uden dog at miste hovedet. Forvirret? Aldrig rigtig før du har mærket varmen stige dig til hovedet under flugten på en brandtrappe, hvor trinnene gløder.

★★★★☆☆

Deltag i debat