Plader

The Good The Bad: From 001 to 017

The Good The Bads debutalbum, From 001 To 017 byder på hele 17 energifyldte surfnumre på bare 32 minutter. Desværre gør energien det ikke alene, og selvom pladen er skarpt skåret med masser af kanter, er der ikke rigtig nogen sange, man virkelig skærer sig på.

Selvom dette er The Good The Bads debutalbum, er de tre bandmedlemmer langt fra novicer. The Adam (The Setting Son og The AIM) og Johan Lei Gellet (Henrik Hall, Boat Man Love og Kira & The Kindred Spirits) er fundamentet på From 001 To 017. Live spiller Manoj Ramdas (The Raveonettes og SPEkTr) med på bas. Der er udelukkende tale om instrumentalnumre, der dog engang imellem bliver hjulpet på vej af kvindestøn og wah-wah-kor.

Energien er ikke til at tage fejl af. Der er fart på, der er ikke tænkt så meget over tingene, og man bliver suget ind i en tid, ja, et univers, som for længst er forsvundet. Med hvinende guitarer og aggressivt trommespil bliver stilen lagt allerede fra første færd. Lyden er lidt ligesom kvinderne på coveret. “Beskidt”, rå og nøgen. Begæret skinner ud af øjnene på kvinderne, og på samme måde kan man også fornemme begæret i musikken. Begæret efter en anden tid, flere kvinder, flere smøger, flere strandfester på Venice Beach og flere øl.

Tempoet er højt fra starten og stort set hele vejen igennem. 1-2-3 og så af sted, synes at være mottoet for The Good The Bad. Allerede fra første nummer, “001”, er der fuld fart over feltet med pulserende trommespil og vred guitar, der bliver godt akkompagneret af en kvindes stønnen i de første sekunder af sangen. Kvindens stønnen bliver afløst af rå guitar og hårde trommer, og til sidst kommer der desperate mandeskrig i baggrunden.

Men engang imellem bliver foden fjernet fra gassen, og så står den på tilbagelænet surf. På “003” har du mulighed for at trække vejret. Her er der skruet ned for volumen og for tempoet, guitarerne bliver dæmpede, og trommerne river ikke i øregangene, og så kommer der for første gang anden vokal end kvindestøn på. Der er tale om The Adams enmandskor, der sagte nynner wuah-wuah-wuah i baggrunden.

På “011” bliver surfen lagt lidt i baggrunden, og der bliver spillet ren flamenco. Her er der trompet til den store guldmedalje. Nummeret, der snildt kunne begå sig på et Tarantino-soundtrack, varer kun 2:03 minutter, og det er lige før, at nummeret ikke kommer i gang, før det er omme. Og det er synd, for det er ellers et af de numre, der gør sig allerbedst. Dog bliver man positivt overrasket over det efterfølgende nummer, “012”, der er et afslappet og tilbagelænet nummer, hvor man kan slappe af med en stille øl, imens solen står op over Atlanten, og de store bølger begynder at forme sig.

Det absolut bedste nummer på pladen må uden tvivl være “016”. Her bevæger nummeret sig fra at være et afslappet forspil med fokus på bassen og trommerne til at eksplodere i en sand orgasme af orgel og hvinende guitar. Derefter går vi igen tilbage til det afslappede tromme- og basspil for til sidst at blive kastet ud i en endnu vildere orgel/guitarorgasme og til sidst et enkelt kvindestøn. Simpelt, råt og eksplosivt.

Desværre for The Good The Bad bliver From 001 To 017 lidt for ensformig, til at det er en plade, man vil vende tilbage til igen og igen. Numrene ligner hinanden for meget, og der er ikke rigtig noget, hvor man virkelig tænker: »wow, det er sgu genialt, det her«. Og det er synd, for melodierne, energien og evnerne er til stede. Der mangler bare lige det sidste.

★★★½☆☆

Deltag i debat