Plader

Lise Westzynthius: Siberian Mission

Det lader til, at Lise Westzynthius bare bliver bedre og bedre. Hun har i hvert fald skabt et fremragende værk, der spænder fra det rørende intime til det udadvendte og stille larmende. Siberian Mission viser nye sider af en i forvejen kreativ kunstner, uden hun dog forlader sit ståsted.

Siberian Mission er et yderst seriøst værk, som kræver seriøse lyttere i besiddelse af en vis portion tålmodighed, og har man en fridag til overs, hvor planerne er lig med en blank side i kalenderen, kunne man overveje at spendere nogle timer i selskab med Lise Westzynthius, for hun har endnu en gang, i samarbejde med et så broget selskab som Henrik Balling, Ian Caple, Nikolaj Nørlund, Rob Ellis og Carsten Heller, placeret sig selv i blandt den forholdsvis lille skare af sublime danske kvindelige sangskrivere, der ikke lefler for andet end egne ambitioner.

Soloudgivelse nummer tre er i hvert fald imponerende at lægge øre til, og selv om den ikke udskiller sig markant fra det sædvanlige smertelige Westzynthius-udtryk, så er lydsiden blevet en tand mere aggressiv, og der er leget med flere facetter i både kompositioner og arrangementer. I forhold til tidligere er der skåret skarpere ind til benet, og hvor Rock, You Can Fly måske led lidt under, at man ville male med den brede pensel, er Siberian Mission anderledes fokuseret og “cut to the bone”, uden at man har givet køb på det fyldige udtryk.

Ikke kun singlen, den programmeringspotente “Childlike Curves”, fylder mere, end man tidligere har været vant til, men også et par numre som den korte “Bechstein My Ass” og “Captive” ligger sig så tæt op ad alternativ rock, at man næsten betvivler, at der her er tale om en Westzynthius-udgivelse.
Selv om hun tidligere har bevist, at hun mestrer andet end de stille og inderlige stunder, så er kanterne skarpere og basgangene tungere i ovenstående numre end det foregående materiale fra både 2002 og 2004.

Pladen skal roses for en samlet helhed og et kompakt udtryk, der udvikler sig via et godt vokalarbejde og en instrumentering, der får lov til at udfolde sig gennem numrene. Et nummer som “Soldiers” udmærker sig fx gennem nogle tætpakkede guitarstemninger. Nummeret trækker på både lap-steel og en el-guitar med meget lange anslag, der giver melodien et meget emotionelt præg og en smuk struktur.
Westzynthius er eminent i kunsten at skrive en ballade, der river og flosser følelsesuniverset, men på Siberian Missions udfordrer hun sig selv mere end hidtil gennem de elleve numre, og hun er tæt på at skabe den perfekte plade.

Et enkelt misfit i form af “Dead-End Blues” er dog med til at pille lidt ved stjernen i toppen af træet. Gospelblues og korarrangementer falder noget uden for den effekt, pladen hidtil har dyrket, og det uhyre stærke udtryk de resterende numre bidrager med, kan man ikke rigtig hænge det forfejlede bluesnummer fast på.
Heldigvis forbliver det ved det ene fejlskud, og samlet set er Siberian Mission en fremragende udgivelse, der i øvrigt ankommer på det helt rigtige tidspunkt, langt uden for sommerens rækkevidde og inden for de korte dages klamme melankoli.

De forskellige produktioner, locationer, indspilningsstudier og tanker, der ligger til grund for Siberian Mission, udgør en stærk enhed, der tilsammen giver både nerve og sjæl, samtidig med at Lise Westzynthius formidler sangene via en stille passion, der sender stærke spændinger ud gennem højttalerne. Westzynthius virker mere udadvendt end nogensinde, og det gør soloudspil nummer tre i rækken til den foreløbige højdespringer.

Siberian Mission er muligvis ikke en plade, man skal høre sammen med andre mennesker, og jeg er heller ikke overbevist om, at humørbarometeret stiger i takt med gennemlytningerne, men det bliver pladen på ingen måde dårligere af – tværtimod.

★★★★★☆

Deltag i debat