Plader

Sam Amidon: All Is Well

Det andet album fra Sam Amidon er en af årets positive overraskelser. Nok er han tro mod folkgenren, men han formår, via sine islandske medhjælpere, at implementere små dråber af virkemidler, som sammen med Amidons karakterfulde vokal bringer de 10 sange helt op på toppen af det bjerg, hvor de bedste albums fra 2007 holder til.

Björks faste samarbejdspartner, islandske Valgeir Sigurðsson, står bag pladeselskabet Bedroom Community. En multimand, der har sat sit fingeraftryk hos artister som Bonnie “Prince” Billy, Maps, Sigur Rös, Kate Nash m.fl. Bagest i køen af interessante artister, og netop ankommet til Bedroom Community, står en splejset og relativ ukendt fyr ved navn Sam Amidon.

Den 26-årige amerikaner deler sin musikalske tilværelse op mellem bands som Doveman, Stars Like Fleas og The Amidons og så en solokarriere, der begyndte i 2001 med albummet Solo Fiddle og nu har bragt ham til Island, hvor All Is Well er blevet grundlagt.

Amidon er en fremragende sangskriver. Hans sarte numre tager udgangspunkt i folklore, og de traditioner genren ligger sig op ad. I hænderne på Sigurðsson har arrangementerne fået et skud friskt småprogrammering og up to date-finish, hvilket er en fremragende kombination.
Faktisk er All Is Well lidt af en surprise, når det kommer til gode albums i 2007, og helt klart en kandidat til årslisten over gode, stille folkalbums.

Dét, der gør Amidons sangskrivning og musik så god, er hans evner til at holde sangene på et jordnært niveau, samtidig med at lytteren udfordres. Amidons røgede nasale vokal står klart i lyduniverset, men han lister stille og roligt rundt i kompositionerne, og der strømmer varme piano-, stryger- og hornflader fra de velspillede gæstemusikere, som så blander sig mellem hovedpersonens iørefaldende guitarmotiver. Et fremragende nummer som “Little Johnny Brown” lyder næsten som en indianerhøvding, der messer højere og højere for at ende i et totalt klimaks. Her har Amidon virkelig fat i melodien.

Der ligger en akustisk skal omkring hele pladen. En skal, som indeholder et væld af musikalske skabeloner, men det er sparsomt og enkelt.
Numre som “Wedding Dress” og Littel Satchel” er et fantastisk mix mellem noget fyldigt, nærmest orkestralt, der holdes nede på jorden af banjo og guitar.
Den simple melodi udfordres nærmest som et sweet ’n’ sour-koncept, hvor elementerne komplimenterer hinanden frem for at kæmpe indbyrdes. Det er enkelt og ikke specielt larmende, men det er virkelig elegant og yndefuldt, og live er Amidon – som Undertoners reportage fra Iceland Airwaves kan berette – i den grad i stand til at overføre sit udtryk til tilskueren. Skulle man være nysgerrig, kan Youtube give et indtryk af ovenstående.

All Is Well har en meget umiddelbar og direkte appel. Man skal ikke gennemgå et mønster af gennemlytninger for at komme til sagens kerne. Lægger man øre til den fantastiske “Saro”, bør der ikke være tvivl om det udsagn, for sjældent har et akustisk nummer givet så meget gåsehud. Der ligger et ubeskriveligt lag af strygere og ikke mindst horn, som bakker eminent godt op bag Amidon. Det er et af de numre, der med 0 km i timen vælter én omkuld og skaber usikkerhed omkring alle andre musikgenrers berettigelse – for en kort stund!

I forhold til tidligere udgivelser har Amidon lagt hjemmeoptagestilen på hylden og skabt en mere fersk og klinisk produceret plade, der uden tvivl kan tillægges de islandske fingre bag knapperne.
De musikalske kompositioner giver de tunge sange om afsked, død og tvivl en spiselig indpakning, og selv om det ikke er lutter lagkage, så mister man ikke totalt humøret, når man svæver gennem Sam Amidons 10 sange.

Det er en fremragende udgivelse. Ikke en af dem, der breder armene ud, men man føler sig alligevel velkommen. Amidon trækker lytteren gennem hele følelsesregistret, og ser man tilbage på stakken af musikalske ligesindede, må man sige, at han stort set har formået at give dem alle baghjul.

★★★★★½

Deltag i debat