Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2007

Skrevet af Mikkel Arre

Det er blevet tid til at sætte punktum for endnu et musikår. Og ja, Undertoners årslister er selvfølgelig tilbage.

For 2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne.

Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London.

Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless.

Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen.
Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm.

Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter.

Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste.
At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem.

Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker.

At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding.
Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet.
Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback.

De danske
10 I Got You on Tape:
2
9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk:
September
8 Causa Sui:
Free Ride
7 Olesen-Olesen:
Kain og Abel
6 Death by Kite:
s.t.
5 Rumskib:
s.t.
4 Raveonettes:
Lust Lust Lust
3 Efterklang:
Parades
2 Slaraffenland:
Private Cinema
1 Speaker Bite Me:
Action Painting
De udenlandske
20 Electrelane:
No Shouts, No Calls
19 Spoon:
Ga Ga Ga Ga Ga
18 Battles:
Mirrored
17 Animal Collective:
Strawberry Jam
16 Twilight Sad:
Fourteen Autumns and Fifteen Winters
15 M.I.A.:
Kala
14 Stars of the Lid:
And Their Refinement of Decline
13 Burial:
Untrue
12 Iron & Wine:
The Sherperd’s Dog
11 Bright Eyes:
Cassadaga
10 Of Montreal:
Hissing Fauna, Are You the Destroyer?
9 Caribou:
Andorra
8 Jens Lekman:
Night Falls Over Kortedala
7 Marissa Nadler:
Songs III: Bird on the Water
6 PJ Harvey:
White Chalk
5 The National:
Boxer
4 Okkervil River:
The Stage Names
3 Arcade Fire:
Neon Bible
2 Panda Bear:
Person Pitch
1 Radiohead:
In Rainbows

Leave a Reply