Koncerter

Caribou, 09.12.07, Loppen, København

Det var lidt overraskende, at Loppen denne søndag kun var halvfyldt. Caribous seneste album, Andorra, har stort set overalt fået rosende ord med på vejen, og hans psykedeliske rock fungerede også ganske godt live denne aften.

Det var lidt overraskende, at Loppen denne søndag kun var halvfyldt. Caribous seneste album, Andorra, har stort set overalt fået rosende ord med på vejen, og hans psykedeliske rock fungerede også ganske godt live denne aften.

Med ordene »We are Caribou« gik Dan Snaith og hans tre medmusikanter denne aften på scenen til et kun halvfyldt Loppen. Dan Snaith alias Caribou skiftede tidligt i sin karriere musikalsk stil fra at være en af de mange kunstnere, der spillede IDM, til at være en opdagelsesrejsende ud i krydsfeltet mellem 60’er-inspireret psyckpop og elektronika.

Derfor var det heller ikke overraskende, at Dan Snaith denne aften på Loppen stillede op som et regulært rockband med guitar og bas, et par keyboards og to trommesæt placeret forrest på scenen overfor hinanden. I kraft af, hvor meget rytmerne betyder for Caribous musik, overrasker denne dobbelt-opsætning af trommer ikke, og både visuelt og lydmæssigt var det trommerne, der dominerede aftenens show.

Med i bagagen har Caribou albummet Andorra, som kun bekræfter, at Snaith er en fremragende pop-skriver, der med sine melodier og små musikalske eksplosioner kan få musikken til at manifestere sig som dansende og flimrende konfetti. Musikken er detaljerig, og det kræver en god lydmand, for at facetterne ikke drukner i hinanden. Det skete af og til denne aften.

Dan Snaith havde placeret sig selv ved det ene trommesæt, hvor han af og til kunne rejse sig op og spille guitar og synge, som han gjorde på åbningsnummeret “Sandy”, der med sit perfekt tilpassede tempo og iørefaldende 60’er-melodi var velvalgt at åbne med.

Bandet, som Dan Snaith havde medbragt denne aften, var velspillende. Den anden trommeslager løftede af og til sin ene trommestik triumferende i luften, mens han spillede, og guitaristen og bassisten svingede rigtig godt sammen. Både på stille numre som “She’s the One” fra Andorra og et mere tempofyldt nummer som “œYeti” taget fra The Milk of Human Kindness lyste spilleglæden ud af hele banden.

Nogle numre blev fremført rimelig meget i tråd med album-versionerne. Men ellers var der generelt skruet lidt op for guitarerne, og trommerne kom mere i forgrunden. Nogle gange lidt for meget. Det betød, at musikken af og til helt mistede forbindelsen til de elektroniske elementer, som trækker musikalske tråde tilbage til de tidlige Caribou-album, og som måske burde have været prioriteret mere af lydmanden – for der stod rent faktisk en bærbar Apple-computer på scenen, den var bare utrolig svær at høre.

Firemandsudgaven af Caribou fik denne aften spillet de fleste numre fra Andorra. Både “Sundialing” og “After Hours” blev fremført med et godt drive, mens “Eli” var lidt for røvballe-rockende. “Melody Day”, førstesinglen fra seneste album, og en forlænget version af kraut-nummeret “Bees” fra forrige udspil fik lov til at lukke koncerten efter en god times tid. Som mange gange tidligere i løbet af aftenen satte Dan Snaith sig til trommerne og nærmest kæmpede sammen med sin med-trommeslager om at få rytmerne til at gå så klart og højt igennem som muligt. Det var en god afslutning på en koncert, der var fyldt med spilleglæde, men som kunne have lydt bedre.

★★★★☆☆

Deltag i debat